Jeg tror på, at det er lige så svært at være leder for 5 som 500… Forholdene er bare anderledes for de to situationer.

Efter min mening bliver man specielt i de små virksomheder en slags kromutter eller –fatter, der holder alt kørende og har alverdens arbejdsopgaver; her er ikke plads til kun at lave ’de fede’ specialiserede arbejdsopgaver – næh nej, for printeren fungerer ikke, så den skal fikses.

Mit arbejde er meget uforudsigeligt og til tider noget frustrerende. Jeg skal jonglere med alverdens bolde; alt fra strategisk udvikling, idégenerering, rensning af kaffemaskinen, at ringe til kunder, holde styr på studentermedhjælperne og at hygge over en god kop kaffe med alle dem, der kommer i vores hus. Og dette er kun et lille udsnit af mine arbejdsopgaver.

Der er hele tiden mange små opgaver, som tager fokus fra de store, og det er svært at finde fred og fokus til at arbejde i dybden med det, som jeg allerhelst vil. Grænserne mellem strategisk arbejde, ledelse og ad-hoc opgaver flyder sammen; der er en glidende overgang mellem, hvornår jeg som leder skal uddelegere eller hjælpe mine medarbejdere med opgaver, og hvornår vi er kære venner, hvor der er langt til et hierarkisk forhold. Jeg skal kunne bære det hele, rumme det hele og være det hele. Og det er netop dér, hvor jeg tror, at lederjobbet af en SMV adskiller sig fra topledernes oplevelse af dagligdagen.

Dét at være leder af en lille virksomhed indebærer, at jeg har mennesker tæt på mig hele tiden, da vores organisation er meget flad. Jeg bliver konstant trukket ind i andres opgaveløsninger og skal være med til at finde veje for mine medarbejdere. Men opgaven med bekymringerne og bøvlet er man ene om. Som leder er der ikke ligestillede kolleger, som man kan dele byrden med, når tingene er svære; jeg lever konstant i et spænd mellem at skulle fikse andres problemer og at være alene om mine egne. Det kan indimellem give et stort afsavn og være yderst ensomt. Jeg ville ofte ønske, at jeg havde ligestillede kolleger, som jeg kunne vende mig til, drøfte problemer med og finde løsninger sammen med. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange er lige ved at løbe skrigende bort. Problemet er bare, at det kan jeg ikke. Jeg har jo ansvaret for en virksomhed og for, at der er trivsel hos mine medarbejdere – også selvom jeg ikke altid selv har energien eller overskuddet.

Min vej ud af ensomheden og det svære har været en erkendelse af, at jeg bare ikke kan klare samt håndtere alting selv. Py-ha, hvor har det taget mange år at nå til den erkendelse. For at imødekomme det bipolare ledelsesspænd, har jeg opbygget rutiner, som gør mig godt. Jeg har over tid opbygget åbenhjertelige relationer til personer med forskellige kompetenceområder, hvor jeg kan få den ledelsesmæssige dialog, og hvor der er fortrolighed og plads til at være Chrestina og til at finde min vej. Og så forsøger jeg hele tiden at mærke efter, hvordan jeg egentlig har det, så jeg kan nå at rette ind og finde veje inden mit hoved står helt af. For mig personligt har jeg f.eks. rutiner med at gå i møde med mig selv, lægge ting til siden og gå en tur inden jeg træffer vigtige beslutninger. 

Det, jeg beskriver, er måske ikke realiteten for alle ledere af Danmarks SMVer, men jeg er sikker på, at mange af jer kan nikke genkendende til nogle af scenarierne. Mit liv som leder lever måske ikke op til mange folks drøm om det glorværdige hjørnekontor, men trods nedturene er det sidst på dagen stadig besværet værd.