Psykologiprofessor ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann har netop skrevet en bog ”Stå fast – et opgør mod tidens udviklingstvang”, hvor han opfordrer det moderne menneske til at blive gammeldags og holde op med hele tiden ”at mærke efter, hvem man er inderst inde”.  Han skriver, at mennesker skal blive bedre til at sige fra og holde op med hele tiden at tilpasse sig en omskiftelig verden. I stedet for at læse selvhjælpsbøger, der kan fortælle, hvordan man finder sig selv, skal folk hellere læse gode romaner – eventuelt sætte sig fornærmet hen i en krog og skumle.  Det mest progressive, man kan gøre i en accelererende kultur, er at forblive den samme.

Det mest progressive, man kan gøre i en accelererende kultur, er at forblive den samme.

Brinkmann gør op med tidens krav om livslang personlig udvikling. Jagten på ”selvet” har taget overhånd og leder til en ødelæggende narcisisme og stræben efter uopnåelig selvrealisering. I sidste ende fører den endeløse tilpasning til, at vi ikke aner, hvem vi er.

Kan man for pokker ikke bare leve sit liv uden at skulle finde mening i det hele?

Moderne mennesker lever med kort horisont og bliver selvoptagne. De evner ikke at udskyde deres umiddelbare behov for at nå langsigtede gevinster. De har egentlig gode intentioner, men det ender med, at de selv bliver omdrejningspunktet for det hele. Psykologen fra Aalborg henviser i stedet til stoicisme; en klassisk filosofi, der lægger vægt på selvbeherskelse, pligtfølelse og viljen til at affinde sig med sig selv.

Brinkmann mener, at pligt og moral bør være de vigtigste pejlemærker i menneskets tilværelse. Det ideelle er at leve et spændende liv og samtidig gøre sin pligt. Og er livet ikke spændende, er det stadig en tilfredsstillelse at være pligtopfyldende.

Brinkmann tænker primært på det enkelte individ i sin bog, men han kunne i virkeligheden lige så godt have talt til erhvervslederne og deres virksomheder. De handler i disse år tilsvarende hovedløst i deres bestræbelser på at tilpasse sig verden.

Som moderne mennesker søger overfladisk selviscenesættelse på de sociale medier, søger også virksomhederne at udvikle deres ”brand” i offentligheden. Erhvervslivets drift efter at brande sig er desperat. Reklamefilm i biograferne og fjernsynet handler snart udelukkende om livsstil. At tale om en virksomheds dna er efterhånden til grin. Virksomhedernes produkter ligner hinanden som to dråber Perrier-vand; de handles fra den ene koncern til den anden for milliardbeløb. Som det moderne menneske er også den moderne virksomhed styret mod et mål, der maksimalt er et årsregnskab væk.

Politikerne er for længst også gået med på vognen. De har også glemt, hvem de er, og hvor de kommer fra. Før havde de politiske partier informationsafdelinger; nu har de fået spin-doktorer, der kan hjælpe politikerne til at sige det, folk vil høre. Før havde vi partier med rødder i menneskers grundlæggende behov; nu har vi designer-partier, som markedsfører sig gennem de sager, der popper op i perioden frem mod næste valgt. Vores statsminister er selv mest kendt ude i verden på grund af sin selfie med Obama og Cameron.

Det er ikke så mærkeligt, at det danske folk ikke længere er klar over, hvem det er.  Over de seneste 40 år har vi skabt et analyserende folk, hvor snart alle forlader folkeskolen med en studenterhue. Nu kan vi ikke bare se en god film om 1864. Vi skal analysere den sønder og sammen. Betyder det, at vi så er klar over, hvem vi er? Tværtimod – vi bliver mere forvirrede.

Historikeren Michael Böss har netop skrevet debatbogen: Det demente Samfund, som er et politisk opråb over for den politiske og kulturelle elites historieløshed. Böss budskab er i familie med Brinkmann’s: Vi er som samfund ved at miste evnen til at erindre! Som eksempel nævner Michael Böss, at over halvdelen af gymnasieeleverne ikke ved, hvilken dato ”den 9. April 1940” er. En fjerdedel tror i øvrigt, at Otto von Bismarck var leder af den tyske besættelsesmagt og på statskundskabsstudiet er der gudhjælpemig studerende, som tror, at Goethe var minister under Hitler. Om et par år kan man sikkert også få dem til at tro, at Ole Bornedal var general under slaget ved Dybbøl.

Böss mener, at udviskningen af den historiske identitet skyldes en kultur, der enøjet fokuserer på nutiden. Det samme siger Svend Brinkmann, og han rammer plet over hele linjen!

Men hvad stiller vi så op over for alt dette?  For vi kan ikke ignorere presset om forandring. Vi ser en finanssektor, der bliver mindre og mindre. Vi ser hver dag detailbutikker, som må dreje nøglen om. Avisernes oplagstal styrtdykker. Kommunernes budgetter presses. Rejsebureauerne bliver færre, Blockbuster er lukket og industriens produktionen flytter til udlandet.

Der er en masse danske ledere, som ikke kan læne sig tilbage og surmule, som Brinkmann foreslår. De har ansvaret for en masse mennesker og er betroet store værdier. De er nødt til at tilpasse deres organisationer til en accelererende verden, men måske skal det fremover ske på deres egne vilkår. Måske skal de til at tage nej-hatten på, som Brinkmann foreslår, og sige fra over for dele af udviklingen.

Ledere skal holde fast i sig selv, historien og identiteten. Fremtid er ikke noget, som blot kommer. Fremtid er også noget, man skaber selv.

At udvikle et nyt finansielt IT-system har en tilbagebetalingstid på mindst 10 år. Formentlig mere. Men når vi ikke kan se fem år frem, hvad skal danske ledere skal holde fast i, så de kan styre igennem forandringerne?

Lederne skal holde fast i sig selv, historien og identiteten. Fremtid er ikke noget, som blot kommer. Fremtid er også noget, man skaber selv. Lederne skal værne om anstændigheden og være pligtopfyldende. I en accelererende kultur, hvor vi kun har haft iPad’s i fire år, hvordan har et skuespil som Hamlet så kunnet overleve 400 år? Fordi man har holdt fast i teksten i Hamlet; man har alene udlagt den på nye måder. Hver generation og hver kultur har fortolket stykket på sin egen måde, og denne konstante nyfortolkning har holdt Hamlet i live. Han er lige så livskraftig, som han var første gang i 1603.

Det er egentlig også dét, Svend Brinkmann og Michael Böss siger i hver deres bog. Forudsætningen for at kunne tilpasse sig fremtiden er ved at holde fast i fortiden. Sværere er det ikke – eller måske, så svært er det i en kultur, der hylder nutiden.

Er det et nyt problem? Tja, spørg Hamlet.