Mette og de 17 Verdensmål
14 km vest fra Vejle finder man den lille jyske landsby Vingsted. Byen er beliggende i naturskønne omgivelser, og her finder man også VINGSTED hotel & konferencecenter – et aktivt hotel, som tilbyder et hav af muligheder for at realisere oplevelsesrige konferencer, messer eller virksomhedsarrangementer. Og netop her finder man også én af Danmarks nøglefigurer inden for udvikling af møde- og eventbranchen, Mette Ravn, der siden 2012 har stået i spidsen for VINGSTED.
Læs Mettes historie her:
I dag står VINGSTED overfor nye forandringer. Sammen med bestyrelsen har Mette og ledelsen netop fastlagt en ny retning fra 2020 til 2022, hvor der skal implementeres en bæredygtig strategi. ‘Et NATURligt valg’ hedder den treårige strategi, som tager udgangspunkt i en række fokusområder; heriblandt naturen og FN’s verdensmål.
Det er ekstremt vigtigt, at man involverer alle sine medarbejdere i implementeringen af en strategi, så de føler ejerskab i forandringerne.
“Nu, hvor strategien er lagt, er det meget vigtigt at komme i gang med implementeringen. Det gøres blandt andet ved, at vi afholder workshops over to dage for alle medarbejdere, hvor de får en indflyvning til de 17 verdensmål. Udover at se på, hvordan vores virksomhed kan gøre en forskel, fokuserer vi også på, hvordan hver enkelt medarbejder kan være med til at bidrage. Det er ekstremt vigtigt, at man involverer alle sine medarbejdere i implementeringen af en strategi, så de føler ejerskab i forandringerne. VINGSTED får hvert år over 100.000 besøgende gæster. Derfor skal det jo gerne være sådan, at når en konferencegæst møder en medarbejder på gangen, så ved medarbejderen lige præcis, hvordan vi på VINGSTED arbejder med de 17 verdensmål”, fortæller Mette og påpeger, at VINGSTED især arbejder med tre af verdensmålene: (4) kvalitetsuddannelse, (6) rent vand og sanitet og (12) ansvarligt forbrug og produktion.
Man må endelig ikke undervurdere medarbejdernes idéer og måder at anskue tingene på.
“Ved at involvere medarbejderne får man endnu mere respons, aktivitet og flere perspektiver. Samtidig sikrer man, at alle er mere engagerede i udførelsen af strategien”, fortæller Mette, som sammen med teamet netop har kickstartet strategien her i 2020.
MBA med i rygsækken
Går man fem år tilbage, var Mette netop i gang med at færdiggøre sin MBA in Strategic Thinking her hos Business Institute, og den strategiske uddannelsesretning har i den grad været med til at styrke hendes evner til at fastlægge mål og retning. “Ledelse er en disciplin, som skal trænes. Her har MBA’en i høj grad bidraget til, at jeg er blevet mere bevidst om, hvordan jeg ser mig selv som leder, men også som menneske” fortæller Mette og tilføjer, at hun er blevet bedre til at lede på tværs af organisationen samt at udøve ledelse i forskellige brancher.
Ledelse er et håndværk, som langt hen af vejen ikke er branchebestemt. Selvfølgelig eksisterer der branchespecifikke jobs, hvor det er nødvendigt at have en teknisk viden eller en bestemt faglighed, men dét at udøve ledelse er ens i alle brancher.
Det er blandt andet gennem sin ledelseserfaring fra advokat- og revisionsbranchen, at Mette holder fast i denne påstand.
“Jeg har ikke haft en lineær karriereplan, men derimod skiftet branche afhængigt af, hvor jeg befandt mig henne i livet. Da jeg havde små børn, gik jeg ikke efter de mest krævende lederjobs. Jeg har været tålmodig, og derfor er de tungere ledelsesposter også kommet senere i min karriere. Men hver gang at jeg har skiftet stilling, har jeg kunnet tage nye erfaringer med mig, som kan anvendes i andre kontekster.”
Med kombinationen af en MBA, en bestyrelsesuddannelse og en enorm erhvervserfaring fra forskellige brancher, sidder Mette faktisk i en gunstig situation, hvor hun er blevet yderst attraktiv på bestyrelsesposterne. “Jeg har aldrig været bange for at lade mig inspirere af andre brancher. Det kan være utroligt befriende, at der kommer en udenfor branchen, der kan tilføje nye tanker og idéer”, fortæller Mette og anbefaler, at bestyrelser generelt inddrager folk udefra, når der opstår store forandringer.
Samtidig er det ekstrem vigtigt når man lander et nyt lederjob i en ny branche, at man er fuldstændig ærlig overfor sin afdeling/ledergruppe. For Mette handler det om at erkende, at man ikke er faglig specialist eller nervøs for at sparre med andre. “Du kan sagtens have holdninger til, hvordan man sikrer god ledelse, skaber forandringer og anskuer problemstillinger fra forskellige vinkler. Din faglighed skal netop være ledelse og ikke nødvendigvis, at du er ingeniør”.
Slutteligt fortæller Mette Ravn, at for at kunne sikre en konstant udvikling for sig selv, er det vigtigt, at man både følger med tendenser i ens egen branche, men også i andre. ”Ledere er simpelthen nødt til at bevare en nysgerrighed og lyst til at forandre og optimere verdenen. Det er nødvendigvis ikke let at holde sig opdateret, men det nytter desværre ikke noget, at man bare sidder på hænderne. Som leder har du pligt til at sætte dig ind i de omstændigheder, som præger din branche allermest. Hvis du ikke du gør dette, hvordan skal du ellers kunne konkurrere med andre ledere?”