kristina_bay-interview

God ledelse og god arbejdslyst

Hvordan skaber man rammer, der højner arbejdslysten blandt danskerne og dermed et bedre arbejdsliv for flere? Dette er blot et par af de spørgsmål, som Krifas produktudvikling og karrierechef, Kristina Bay, er optaget af. 

 

Arbejdsglæde til alle 

UPDATE: I dag sidder Kristina som ledelsesrådgiver hos Krifa. En stilling der åbnede op for hende efter den afsluttede MBA-rejse. Nedenstående interview tager udgangspunkt i sommeren 2019.

 

For over ti år siden startede Kristina sin karriere i Krifa – hvor hun de seneste tre år haft ansvaret for produktudvikling og innovation.

”Jeg arbejder med udviklingen af, hvilke produkter vi skal udbyde, og hvordan de skal se ud. Det gøres typisk på baggrund af viden fra vores God Arbejdslyst Indeks udarbejdet af Krifas Videnscenter for God Arbejdslyst i samarbejde med Institut for Lykkeforskning og Kantar Gallup. Ud fra denne viden skaber vi produkter, som kan hjælpe vores medlemmer og andre til at højne deres arbejdslyst.”

Ved siden af jobbet i Krifa læser Kristina Bay også MBA in Corporate Entrepreneurship hos Business Institute, og fortæller, at hun allerede har fået rigtig meget brugbar viden med i bagagen.

”Man er i et miljø med utrolig mange inspirerende undervisere samtidig med, at man også har hele netværket af medstuderende fra andre brancher, som også brænder for at arbejde med ledelse. Det skaber en utrolig dynamik og er med til at højne niveauet.

Jeg har tidligere taget en diplomuddannelse i ledelse, så det er fedt at få en masse værktøjer af mere strategisk karakter fyldt i værktøjskassen. På Corporate Entrepreneurship kigger vi på det strategiske på tværs af brancher, og vores fokus er ikke blot på, hvordan man kan blive en bedre leder – men derimod, hvordan man får bragt organisationen videre og får skabt rammerne for, at andre kan udøve god ledelse på et overordnet plan.”

 

Virkelighedsnær viden

Et af modulerne Kristina især har hæftet sig i er Integrative Thinking. ”Det er meget interessant at se, hvordan man kan blive bedre til at være i et spændingsfelt af paradokser og komme frem til en helt ny løsning, som ikke blot bliver et kompromis.”

Kristina er allerede begyndt at implementere den viden, hun har tilegnet sig hos Business Institute, men fortæller også, at der eksisterer en udfordring:

“Man får så meget viden og inspiration i løbet af kort tid, og pludselig er man videre til det næste. Ved stort set alt hvad vi har arbejdet med, tænker jeg ”det kunne vi også gøre!”, men det gælder jo om at finde det helt rette tidspunkt i ens egen organisation til at introducere og implementere det rette tiltag.”

Heldigvis har Kristina en kollega, som også læser Corporate Entrepreneurship, og sammen komplementerer de hinandens tanker og refleksioner. Man kan tydeligt mærke på Kristina, at hun brænder for sit arbejde og for, hvordan vi skaber et godt arbejdsliv for alle. ”Arbejde fylder så meget i vores hverdag og liv. Det er alt for vigtigt og for stor en del af vores liv til, at det ikke må være godt. Der er desværre mange danskere, som simpelthen ikke trives på deres arbejde, hvilket de tager med hjem til deres familier.”

 

Jeg vil være med til at skabe rammerne for, at andre kan få et godt arbejdsliv og derigennem opnår deres fulde potentiale.

 

Slutteligt fortæller Kristina Bay, at Krifa lige nu er i gang med et platformsskifte. Målet er at gå fra at være en fagforening til at være en arbejdslivsbevægelse i år 2030. ”Der er nogle personlige og generelle ting, som vi alle møder i løbet af vores arbejdsliv, og hvordan kan vi som arbejdslivsbevægelse være med på den rejse? Det er en spændende transformation, hvor bl.a. 800 medarbejdere ikke længere udelukkende skal være sagsbehandlere og jurister, men også arbejdslivskonsulenter. Men hvordan får vi lavet denne transformation, og hvordan får vi aflært/tillært nye færdigheder? Det er netop dette, som gør, at det er super interessant og relevant at læse Corporate Entrepreneurship.”