Bestyrelsesposter, kundeservice og sustainable fashion
Nu er det efterhånden et par år siden, at John Stellan afsluttede sin uddannelse hos Business Institute. Vi tog derfor en snak med ham omkring, hvad han har beskæftiget sig med siden da, samt hvilke erfaringer og værktøjer han har taget med sig videre. Jeg fangede John på telefonen midt i hans hektiske hverdag, på farten, og langt fra andre mennesker – helt i tråd med tiden.
En mand med mange bolde i luften
John Stellan tør siges at være en mand med hænderne fulde. I vores tidligere samtale fortalte John om, hvordan han har sin primære dagligdag som direktør og partner hos Jysk Telemarketing, hvor han administrerer en afdeling i Vejgaard bestående af 300 ansatte. Derudover driver han pionærvirksomheden Better World Fashion. En sjov og bæredygtig forretning, der, ifølge John, har alle de rigtige værdier. Man skulle tro, at dette var nok arbejde for én mand. Men ikke for John Stellan. Ved siden af førnævnte stillinger, driver han nemlig Aalborg Hotel Apartments med mere end 74 møblerede lejligheder.
Fra lederrolle til bestyrelsesrolle
Tidligere beskæftigede John sig primært med ledelse på trods af hans store passion for bestyrelsesarbejde. Han forklarer, at uddannelsen hos Business Institute har hjulpet ham til at træde et skridt tilbage og har givet ham en mere professionel og struktureret tilgang til ledelse og bestyrelsesarbejde. I dag arbejder han med opstartsvirksomheder, hvor han enten har en ejerandel eller fungerer som mentor. Her hjælper han blandt andet virksomheder, der er dygtige indenfor deres felt, men som ikke rigtig har en idé om, hvordan man driver virksomhed:
Jeg har altid fokuseret på ledelsesopgaven og måske undervurderet bestyrelsesdelen. Her har uddannelsen fra Business Institute hjulpet mig med at træde et skridt tilbage og træffe mere strategiske valg.
Navigering i kaos og forandringer
Hos Business Institute lægger vi vægt på, at de studerende skal kunne navigere i kaos og forandringer – hvilket især er gældende i tiderne med Corona. Derfor spurgte vi John om, hvordan han formår at tilpasse sig de forandringer, vi især møder i dag. Hertil forklarer han, at der ligger en klar udfordring i, hvordan man leder 250 medarbejdere hjemmefra:
Det kræver tilpasning, og det gør det svært at vidensdele. Det er en anderledes hverdag, og vi savner at give hinanden hånden og holde et fysisk møde.
På trods af de omskiftelige tider, har John altid mestret evnen til at tilpasse sig forandringer, og på kun tre dage var han med til at få 250 hjemmearbejdsstationer op at køre. Her har Johns uddannelse i høj grad været med til at forfine hans redskaber.