hans-henrik-billede-interview

En gammel kending

Man taler ofte om livslang læring, og den devise efterlever vores studerende Hans absolut. Hans professionelle nysgerrighed har bragt ham videre i sin karriere, hvor han nu har brug for endnu mere teoretisk ballast; en læringsrejse Hans gerne tager på. 

En gammel kending 

Meget er sket siden Hans Henrik Madsen for snart 10 år siden forlod Business Institutes lokaler på Vesterbro med et Pre MBA (XBA)-uddannelsesbevis i hånden. Hans dengang lille kontor er nu blevet en væsentlig del af ESS-FOODs overordnede forretning, og her er plads til de store tanker, som hans igangværende MBA uddannelse fordrer.

Vedrørende hans uddannelsesrejse udtrykker han:

“Pre MBA’en gav mig akademiske værktøjer, som jeg har anvendt kontinuerligt gennem de seneste 10 år – specielt i forbindelse med mine karrierespring, som da jeg for 2,5 år siden startede som Vice President for Kina-eksport hos ESS-FOOD.”

 

Med østen i røret

I østen stiger solen op, og Hans Henrik når da også kun lige at få sko på, før de første handler med kineserne foretages. Tidsforskellen gør, at det især er om morgenen, der er fart på, og det er også i disse timer, at størstedelen af dagens presserende problemstillinger melder deres ankomst. Når solen står højest på himlen rettes blikket midlertidigt vestpå mod Europa og de morgenfriske forretningsforbindelser i Nord- og Sydamerika.

Hans Henrik bliver ofte spurgt, hvorfor hans daglige gang ikke foregår i Shanghai, og selvom der selvsagt er visse fordele forbundet med at rykke sit skrivebord østpå, så mener han alligevel, at vores bitte lands breddegrader kan noget ganske særligt: “I Danmark har man et ben i hver lejr. Folk er altid friske, når de har min stemme i røret. Om eftermiddagen kan jeg indkøbe varer i Brasilien, som jeg næste morgen afsætter til Kina. Det er alt andet lige lettere at gøre forretning på tidspunkter, hvor folk ikke er på vej hjem til familien – også selvom det stiller store krav til min omstillingsparathed i disse timer.”

Forandring fryder og omskiftelighed er da også et uundgåeligt vilkår, der følger med titlen som Vice President for Kina-eksport. Det er nemlig aldrig givet på forhånd, hvor fokus skal rettes. Forretninger, der den ene dag er gunstige i Silvio Santos hjemland, kan næste dag skulle laves i den centraleuropæiske forbundsrepublik. Det kan forekomme paradoksalt, men når Hans Henrik en sen aftentime bladrer i sin kalender, så er den ikke fyldt til randen langt ud i fremtiden:

 

Selvfølgelig har vi en langsigtet strategi, men vores reaktionsmønster er altid kortsigtet. Vi kan med det samme mærke konsekvenserne af de beslutninger, vi tager. Verden forandrer sig hele tiden, og det har vi altid været vant til. Et år er langt ude i fremtiden for mig. Jeg har ikke et projektorienteret arbejde, hvor vi først om 8 måneder ved, om vi har tjent penge.

 

De mange strategiske beslutninger og kontinuerlige problemstillinger, som han dagligt konfronterer, kan for den udenforstående menigmand synes overvældende. Den omstillingsparate personlighed har dog en ganske pragmatisk og noget mere jordnær måde at anskue netop disse udfordringer: “Det er meget simpelt: Det, man putter ind i fabrikken om morgenen, er det, der kommer ud om aftenen. Hvis ikke man putter noget ind i maskineriet, så sker der ingenting. Man er derfor nødt til hele tiden aktivt at bidrage med noget på alle fronter, hvis man vil forvente et afkast. Vi skal købe noget for at sælge noget og sælge noget for at købe noget. Derfor må man hele tiden melde sig på banen.”

 

Stadig nysgerrig 

Det var ikke et krav fra virksomhedens side, da Hans Henrik for anden gang valgte at sende en ansøgning i retning mod Business Institute – denne gang med kuverten mærket MBA in Strategic Thinking.

Foruden et uafladeligt videbegær, så var der især to faktorer, som var udslagsgivende for den nordjyske ildsjæls uddannelsesbeslutning: Først og fremmest havde han et ønske om at tilføre ekstra teori til sit repertoire. Hans Henrik Madsens har allerede en ganske anseelige referenceramme; alligevel vurderer han i dag nøgternt, at MBA uddannelsen har kvaliteten til at udvikle hans teoretiske kapacitet yderligere. Den anden faktor har direkte afsæt i den praktiske verden:

Der er visse normer, der gør sig gældende i de internationale kredse, jeg færdes i. Ofte kan samtalen blive meget teoretisk. Sagt med andre ord: For at kunne snakke med, så er det en forudsætning, at man har en tilstrækkelig teoretisk ballast.