tobias-qvistorff-siden-interviews

Bliv projektleder på dit eget uddannelsesforløb

Bliv projektleder på dit eget uddannelsesforløb

At læse en MBA-uddannelse kan være forbundet med en masse tvivl. For nogle virker det uoverskueligt at skulle hive to år ud af kalenderen til skole, opgaver og gruppemøder, når man samtidig besidder en hektisk lederstilling med mange bolde i luften. Derfor er det hos Business Institute muligt at læse en Fleksibel MBA, hvor dit uddannelsesforløb kan strækkes op til seks år, så du har mulighed for at tage pauser fra studiet, hvis det bliver nødvendigt. Hvis du gør dig overvejelser om, hvorvidt en Fleksibel MBA kunne være en løsning for dig, kan dette interview med Tobias forhåbentligt hjælpe dig på vej.

Tobias er oprindeligt udlært tømrer, men har efterfølgende taget en civilingeniøruddannelse med en kandidat i byggeledelse. Han er i dag ansat ved Reno-Nord i Aalborg, hvor han primært arbejder med projektledelse inden for store udviklings- og anlægssystemer. Mens han har rig erfaring med projektledelse, følte han alligevel, at han i sin hverdag manglede mere erfaring og flere kompetencer indenfor reelle ledelsesopgaver. Han arbejder til hverdag primært med store projekter, hvor der ofte er mange involverede, og derfor er en større dybde i ens ledelseserfaring en stor fordel.

I første omgang blev Tobias egentlig en smule afskrækket af MBA-uddannelsen hos Business Institute, da han havde svært ved at se sig selv forene arbejds- og privatliv med en 2-årig uddannelse. De sidste seks år havde nemlig været hektiske med mange projekter på tallerkenen; deriblandt huskøb, børn og familie, men ønsket om at tillære sig ny viden var der nu igen – dog på en måde, der stadig var forenelig med resten af hans travle hverdag. Han fandt frem til Business Institutes Fleksibel MBA og vidste med det samme, at dette var den gyldne mellemvej, han havde eftersøgt. Her var der mulighed for, at han kunne kombinere lysten til at læse og videreudvikle sin ledergerning med sin hverdag, hvor tid for alvor var en knap faktor.

Adspurgt, hvilke overvejelser han primært gjorde sig, inden han startede på en Fleksibel MBA hos Business Institute, svarede Tobias:

Jeg overvejede, om en MBA var det rigtige for mig: ’Kan jeg bruge den til noget – og kan jeg overhovedet være med på det niveau? Kommer jeg til at sidde iblandt en masse hardcore ledere, som sidder med en masse erfaring, jeg kommer til at mangle?’

Efter at have startet på uddannelsen har Tobias dog fundet ro og klarhed om sin beslutning og har kun én ting at sige til andre, der sidder med de samme overvejelser: ”Det er bare om at komme i gang”.   

Selvom Tobias stadig befinder sig i starten af forløbet, føler han allerede, han kan mærke, at han rykker sig for hver mødegang. Han melder sig til ét modul ad gangen, og kan på den måde hver gang foretage en vurdering over, om tiden er der til at tage næste modul med det samme, eller om han skal vente lidt. Dette giver ham muligheden for at være opmærksom på, hvornår det er det rigtige tidspunkt for ham, hans familie og hans arbejde. Mens Tobias ikke forventer at gøre brug af alle seks tilgængelige år til at færdiggøre sin MBA, så er han glad for, at han kan tilpasse forløbet ud fra, hvordan hans liv udformer sig.

Tobias fortæller desuden, at man skal huske, at man med en Fleksibel MBA selv er herre over sin uddannelsesproces og ikke nødvendigvis binder sig til en hel uddannelse. Vi er utroligt glade for, at Tobias fandt en løsning, der giver mening for ham og hans hverdag, og glæder os til forsat at følge hans udvikling hos os.