Fra 2010 til 2014 hvidvaskede Danske Banks filial i Estland, hvad der svarer til 25 milliarder kroner. Pengene strømmede ind fra Aserbajdsjan og Moldova til kontoejere, der var ufine i kanten. Det påpegede de finansielle myndigheder i en henvendelse tilbage i 2012. I Holmens Kanal svarede man, at der var styr på kunderne.

Året efter kom endnu henvendelse til Danske Banks ledelse. Denne gang via en intern whistleblower i banken, som advarede om, at der foregik noget uldent i Estland. Atter var svaret, at ledelsen havde styr på tingene.

I efteråret 2017 måtte bankens øverste chef Thomas Borgen – presset af Berlingske afsløringer – imidlertid stå frem for offentligheden og erkende, at Danske Banks koncernledelse ikke havde styr på noget som helst. Han kunne ikke svare på spørgsmål, om hvad der var foregået, men man havde nu sat en intern undersøgelse i værk med en deadline i september 2018.

Finanstilsynet, som skal kontrollere bankerne, har i en rapport for nylig givet 16 påbud og påtaler til Danske Bank for håndteringen af aktiviteterne i Estland. Men der er ikke rejst tiltale mod ledelsen. Tilsynet har ikke vurderet selve hvidvaskningsaffæren, men har alene set på de ledelsesmæssige procedurer i banken. Så påtalerne kan betegnes som et rap over fingrene, og så taler vi ikke mere om det. At rejse tiltale for dårlig ledelse af en bank er på grænsen til det umulige. Ingen bankdirektører blev dømt i forbindelse med den langt mere alvorlige finanskrise.

Man kan undre sig over Finanstilsynets manglende nidkærhed. De var trods alt opmærksomme på problemet allerede i 2012, og i de syv måneder de har efterforsket hvidvaskningen i Estland, har de ikke gidet kontakte den omtalte whistleblower. Tilsynets direktør, Jesper Berg, nøjedes med at sige, at vedkommende er »enormt velkommen til at kontakte os«.

Danske Bank har et problem med at overholde lovgivningen. I lighed med store dele af den finansielle sektor i øvrigt. Nordea var gennem hvidvaskningsmøllen for to år siden og betalte 50 millioner svenske kroner. Den australske Commenwealth Bank har netop forhandlet sig til en hvidvaskningsbøde på 3,4 milliarder kroner og den europæiske og amerikanske banksektor har siden 2009 betalt, hvad der svarer til 2.200 milliarder kroner i bøder, det samme som Danmarks samlede økonomi.

Min billet kontrolleres hver eneste gang, jeg tager toget, men udbetalinger af moms for milliarder til fremmede lande lægger ingen mærke til.

Der er to sider af dette problem. For det første er finanssektoren vanvittig kompliceret, og lovgivningen er det samme. I fagsprog hedder det compliance, og Danske Bank har 1.100 medarbejdere, som udelukkende arbejder på at holde bankens forretninger inden for lovens rammer og presset vil vokse i fremtiden. Konsulentfirmaet Duff & Phelps har beregnet, at bankerne i dag bruger fire pct. af indtjeningen på compliance, men at omkostningerne forventes at vokse til 10 pct. af omsætningen inden for de næste fire år. Finanskrisen har sat sine tydelige spor i lovgivningen. En stor del af disse problemer vil blive løst gennem ny finansiel teknologi og bedre registrering af pengeoverførsler, men der er stadig en grundlæggende etisk og ledelsesmæssig udfordring.

De 25 milliarder kroner i Estland slipper igennem et kontrolsystem, der reelt ikke interesserer nogen i Danske Bank. Hverken i toppen eller ved skranken. Danske Banks egen foreløbige rapport angiver tre fejl som de grundlæggende årsager til skandalen: Dårlig kultur, ringe kontrol og ingen overordnet ledelse.

Problemet er tidstypisk og vedkommer dansk topledelse over hele linjen. Lad os medtage Skats katastrofale momsudbetaling på 13 milliarder til en svindler i Dubai. Ingen har udvist nogen som helst ansvarsfølelse. Ingen ansvarlige politikere og embedsmænd har demonstreret rettidig omhu. Min billet kontrolleres hver eneste gang, jeg tager toget, men udbetalinger af moms for milliarder til fremmede lande lægger ingen mærke til.

Se på salget af Dong til Goldman Sachs. Staten sælger for otte milliarder og køberen sælger videre til 20 milliarder få år efter. Danskerne vinker farvel til 12 milliarder kroner. Det er som at forære moms til Dubai. Vores daværende finansminister Corydon vidste udmærket godt, at han solgte en del af Dong til en global investeringsbank med en selskabskonstruktion, der gik over Luxembourg og videre ud til skatteparadiserne Cayman Islands og Delaware.

Den danske stat har smidt 13 milliarder kroner væk, og vi har fået dømt en overassistent i Taastrup. Ingen politikere eller topembedsmænd har taget ansvar. Vi har solgt en del af den danske infrastruktur til spotpris til et offshoreselskab – det svarer til hvidvaskning – og topforhandleren er nu chefredaktør for et ledende dagblad. Danske Bank har overset 25 milliarder, men den øverste ansvarlig ledelse fortsætter, som om intet var hændt.

Vi har brug for bestyrelser og direktioner, som opprioriterer rettidig omhu og sunde fornuft. Hvor svært kan det være?

Vi har et gigantisk ledelsesproblem i øverste lag af vor samfund. Bevares, vi lever i en kompleks verden, men det grundlæggende problem er ikke kompleksiteten: Det er etikken og ansvarsfølelsen. Corydon kunne have sagt nej til at sælge til et skattely. Skatteministeren kunne have sagt: inden vi udbetaler beløb over 1 milliard, vil jeg først se, hvad det handler om. Thomas Borgen kunne have forlangt fra start, at den udenlandske filial blev overvåget effektivt, og at kulturen blev udviklet, så det ikke kun handlede om profit for enhver pris. Finanstilsynet kunne nidkært have holdt fast i deres tilsyn, og som den naturligste ting i verden have taget knoglen og ringet til whistlebloweren.

I takt med, at vor verden bliver stadig mere kompliceret, har vi ikke brug for flere apparatniks, der gemmer sig bag komplicerede og uigennemsigtige systemer. Vi har brug for bestyrelser og direktioner, som opprioriterer rettidig omhu og sunde fornuft. Hvor svært kan det være?