Det var vanvittigt spændende og et glimt ind i en ny fremtid, da den første danske astronaut Andreas Mogensen med en russisk raket blev sendt ud på mission i rummet, og efter 14 døgn landede velbeholdent på jorden igen med ønsket om, at det ikke måtte være sidste gang, han repræsenterede den europæiske rumfartsorganisation ESA i vægtløs tilstand. 

Efter årtier, hvor ingen politikere eller erhvervsfolk har gidet løfte blikket fra regnearket, har himlen over os nu åbnet sig for helt nye kommercielle perspektiver. Det globale marked for rumfart er voksende – det estimeres til 330 mia. dollars i år – og et kvalificeret bud lyder på en vækst på otte pct. om året.

Markedet ændrer samtidig struktur fra at have været statsligt drevet til nu at være langt mere kommercielt. Og for første gang er der blevet plads for selv de helt små startups, der i bogstaveligste forstand evner at løfte sig fra jorden. Som en deltager på en konference i USA sagde for nyligt

De mennesker, som i fremtiden bliver rige på rumfart, er ikke nødvendigvis kun de store selskaber, det er også de entreprenører, der lige nu arbejder for fem dollars i timen.

Den danske regering har foreløbig ingen strategi for, hvilken rolle man ønsker vores erhvervsliv skal spille i det, som allerede er døbt ‘the new space economy‘. En ny rum-rapport er på trapperne – den forrige er fra 2007 – og man må forvente, at rapporten vil være retningsgivende for, hvad forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) beslutter sig for at gøre for at integrere landet ind i næste rumfartsgeneration.

Hvor rumfartsudviklingen i mere end et halvt århundrede har været et statsligt anlæggende, er det i det 21. århundrede blevet privatiseret; faktisk kan man sige, at mens rumfartskapløbet tidligere blev udkæmpet mellem nationer – mellem øst og vest – er det inden for det seneste årti blevet til en fascinerende konkurrence mellem milliardærer.

Den danske regering har foreløbig ingen strategi for, hvilken rolle man ønsker vores erhvervsliv skal spille i det, som allerede er døbt ’the new space economy’

Mest markant lige nu er Elon Musk. Han er superiværksætter, stifter af PayPal og Tesla Motors og manden bag selskabet SpaceX, der skabte den første kommercielle rumraket. Han har kæmpekontrakter med NASA og drømme og planer om at flyve til Mars.

En anden milliardær, Jeff Bezos, stifter og chef for Amazon, har ligeledes sin egen raketfabrik, Blue Origin, som i sidste måned meddelte, at den flytter til Cape Canaveral. Og i foråret gjorde medstifteren af Microsoft, Paul Allan, de to andre entreprenører følgeskab og etablerede virksomheden Vulcan Aerospace. For alle tre iværksættere er formålet med deres udviklingsarbejde at bringe prisen på raketter og opsendelser ned. Elon Musk taler om at reducere prisen til en tiendedel.

I Europa har vi Richard Branson, stifteren af Virgin, der arbejder på at udvikle et fartøj til rumturisme. Også Oxford-professoren Stephen Hawking er sprunget på raketten, og har sammen med russeren Yuri Milner, der bidrager med 100 mill. dollars, etableret et nyt projekt, som skal søge efter liv i rummet. Google er sammen med Facebook gået i luften med højtflyvende droner og luftballoner, som skal sikre internetdækning over hele kloden.

Det lyder alt sammen kulørt og celebrity-agtigt, men det er bemærkelsesværdigt, at de mennesker, som lige nu skaber den nye rumøkonomi, allerede én gang tidligere har ændret erhvervslivet på jorden.

Men at de store kapitalister har kørt kanonerne i stilling, er ikke ensbetydende med, at der ikke er chancer for de små. Tværtimod.

Organisationen NewSpace Global oplyser, at antallet af små virksomheder, der på globalt plan arbejder målrettet inden for rumfart, er vokset fra omkring 100 i 2011 til omkring 1.000 i 2015. Vi taler altså om en tidobling af den kommercielle underskov. Tusind virksomheder til en gennemsnitlig værdi af 35 mio. kroner per selskab skabt over fire år.

Det lyder alt sammen kulørt og celebrity-agtigt, men det er bemærkelsesværdigt, at de mennesker, som lige nu skaber den nye rumøkonomi, allerede én gang tidligere har ændret erhvervslivet på jorden.

Et eksempel er Planet Labs, der blev stiftet af tre unge udbrydere fra NASA i 2010. De vil udvikle bittesmå observationssatellitter, som kan gå i lavt kredsløb om jorden, og blot forventedes at holde sig flyvende i nogle få år. Deres idéer viser sig nu at holde vand, og virksomheden hentede tidligere på året næsten 100 mio. dollars yderligere i udviklingskapital til, hvad der ligner satellitternes svar på at gå fra computere i serverstørrelse til bærbare.

Er andet eksempel er Skybox Imaging. Samme mønster, samme tidsramme. Fire whiz kids fra Stanford University fik etableret deres egen lille satellit, som leverede videooptagelser med tilhørende analyser af de indsamlede data. De røg på listen over den 25 mest lovende startups sidste år, og blev næsten umiddelbart derefter købt af Google for en halv milliard dollars.

Lige nu dukker nye rum-startups op hver eneste dag. Man kan finde dem på crowdfunding hjemmesider som Kickstarter og Indiegogo, på læreanstalter og i garager. Den teknologiske udvikling foregår med eksponentiel hastighed, og de nye ideer og visioner kommer sjældent fra de største selskaber. 

At investere i rumfartsteknologi er forbundet med stor risiko. Branson, Musk og NASA har haft nogle uhyggelige fejlskud, men for første gang i umindelige tider oplever vi en industri med en drøm og et langsigtet mål. Og på en klode med syv milliarder mennesker, som vil vokse til ni milliarder i 2050, kan det instinktivt synes oplagt at udvide menneskehedens univers.

Den danske stat er med i denne udvikling gennem Det Europæiske Rumagentur (ESA), og vi bidrager med omkring 200 mio. kr. om året til samarbejdet. Det er ikke overvældende i forhold til vore nordiske nabolande. Vi burde nok investere det dobbelte, men efter sigende får vi pengene fire til fem gange igen i form af ordrer og kontrakter til industrien. Faktisk er offentlige investeringer adgangsbilletten for dansk rumfartsindustri til at være med i de store projekter.

Jeg kunne godt tænke mig, at forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) eller erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) inviterer stifterne af den nordjyske satellitvirksomhed til en kop kaffe i København for at høre, hvad regeringen kan gøre for, at nye rumfartseventyr bliver gjort lidt lettere.

I løbet af efteråret får forskningsministeren så sin opdaterede rumrapport, der vil omhandle den nuværende indsats, fremtidige organisering samt et lovgrundlag for rummet. Men rapporten kommer ikke til at sige noget om det fremtidige potentiale for danske virksomheder. Det er der sikkert heller ikke nogen, som kan forudsige. Hvem kunne i sin tid forudsige, hvad potentialet var for internettet?

Vi må derfor vente og se, hvad regeringen vælger at gøre. Man må naturligvis håbe på, at regeringen er stor i slaget, øger investeringerne i ESA og sætter gang i industrien. Vi er en nation, der historisk set har haft godt greb om himmelrummet. Det var Tycho Brahe, som nærmeste lukkede op for universet, og det var Ole Rømer, som opdagede lysets tøven – og de havde begge nogle magtfulde royale mæcener i ryggen.

Måske skal vi i Danmark igen træffe en beslutning om, at vi vil være med i den nye rumøkonomi og begynde at støtte de mennesker og virksomheder, som kæmper for, at vi også har arbejdspladser om 10 og 20 år. Da Andreas Mogensen kom tilbage til jorden, fik han en invitation fra Dronning Margrethe, som naturligvis havde set storheden i hans bedrift.

Hvad de færreste mennesker imidlertid er klar over, så havde Andreas Mogensen to danskudviklede minisatellitter med op i sin raket. Satellitterne, der minder om dem fra Planet Lab i USA, er fra virksomheden GOMspace i Nordjylland, der i 2007 blev stiftet af studerende fra Aalborg Universitet, og som nu finder kunder langt uden for landets grænser, hvor de konkurrerer med de bedste i verden. Det kan være starten på næste generations Bang & Olufsen, Grundfos eller Lego.

Jeg kunne godt tænke mig, at forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) eller erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) inviterer stifterne af den nordjyske satellitvirksomhed til en kop kaffe i København for at høre, hvad regeringen kan gøre for, at nye rumfartseventyr bliver gjort lidt lettere.