Den 5. april i år skrev avisen Sunday Times, at New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg overvejede at stille op som kandidat til borgmestervalget i London i 2016.

Byens nuværende excentriske borgmester Boris Johnson foreslog i øvrigt selv for nogle år siden, at han og Bloomberg byttede jobs. Deres hovedstæder var nogenlunde lige store og “kun adskilt af en landingsbane” i henholdsvis Heathrow og John F. Kennedy Airport.

Boris Johnson sagde det vist nok i sjov. Fire dage senere benægtede Mike Bloomberg alligevel rygtet i New York Times og fortalte, at han ikke havde en chance og ikke var interesseret i at regere over London. Men inden da, havde der været en markant mediedebat og den tidligere chef-strateg for Downing Street 10, Steve Hilton, nåede at sige, at det ville være et scoop, hvis London kunne få Bloomberg som afløser for Boris Johnson

At man overhovedet kan tale rimeligt seriøst om, at en amerikansk milliardær kan overtage posten som borgmester i London, er et varsel om, hvor verden er på vej hen.

London og New York er blevet bystater, der ikke bare samler trådene for de nationer, de ligger i. De har sat sig fri af etniske og nationale småligheder og binder klodens erhvervsliv, økonomi og kultur sammen på tværs af landegrænser. De er kraftcentre i en ny global infrastruktur. London og New York er sådan, som verden bliver.

Den amerikanske forfatter Benjamin Barber, der har skrevet bogen ”If mayors ruled the world” forudser, at det i fremtiden ikke er de nationale parlamenter, men borgmestre som Boris og Bloomberg, der kommer til at styre verden. Vores nationer er ifølge Barber blevet dysfunktionelle fællesskaber, opspillet i partipolitiske stridende grupperinger inden for politiske rammer, som blev skabt for et par hundrede år siden. Dengang otte ud af ti indbyggere boede på landet, og de fleste økonomiske aktiviteter foregik inden for landets grænser. Nu er det omvendt.

I 1910 var der 16 byer på kloden med over 1 million indbyggere, i 2010 var der 457 millionbyer.

Over hele kloden strømmer mennesker til byerne i en hastighed på 100 millioner mennesker om året. Lige et par få tal: I 1910 var der 16 byer på kloden med over 1 million indbyggere, i 2010 var der 457 millionbyer. For 50 år siden var New York den eneste by med mere end 10 millioner indbyggere, i dag har vi 23 såkaldte mega-cities, og af dem er 8 over 20 millioner indbyggere. Og denne vækst fortsætter for fuld kraft. Halvdelen af verdens indbyggere bor allerede i byer, og i 2050, når verden har 9 milliarder indbyggere, vil to ud af tre verdensborgere være byboere.

Dette er ikke kun et globalt fænomen. Urbaniseringen gælder også for vort eget land. I midten af det 19. århundrede levede der 146.000 mennesker i København og blot 9.000 mennesker i Århus. I dag bor over en million mennesker i hovedstaden, og Århus er blevet 30 gange større. Folk strømmer fortsat ind til de store byer, hvilket debatten om udkantsdanmark illustrerer.

Kloden er i gang med et hidtil uset urbaniseringsprojekt. Det er i byerne, vores økonomi skabes. De 100 største byer på kloden har kun 19 pct. af befolkningen, men repræsenterer halvdelen af verdens samlede økonomi (BNP). Mange af de problemer, verden kæmper med, har udspring i byerne, men det samme har løsningerne. Det er i byerne, at alt det nye sker. Det er her værdierne, og arbejdspladserne skabes. For 30 år siden gav det mening at tale om handel mellem lande. Nu er det reelt handel mellem byer.

Der står måske Made in China på Apple’s iPhones, men de er lavet i industribyen Shenzhen, der indtil 1980 blot var en landsby. Nu har den 15 millioner indbyggere. Og Apple er ikke hjemhørende i USA, virksomheden hører til i verdens teknologihovedstad Sillicon Valley.

Det er ikke noget nyt fænomen, at byer handler med hinanden. Historisk har det altid været sådan. Rom kom før Italien, det samme gjorde Venedig og Firenze. Hansestæderne – ikke mindst Lübeck – kom før Tyskland. Athen var Grækenland. Inden det blev moderne at skabe nationer, lignede verdensbilledet de kort, man finder på de bagerste sider i et flymagasin: En række byer forbundet i et transportnetværk.

Den første seriøse bølge af urbanisering begyndte herhjemme for lidt over 100 år siden med industrialiseringen. Man talte om “vandringen fra land til by” og op til starten på det 20. århundrede flyttede 165.000 danskere ind til byerne, hvor der blev der skabt 60.000 nye industrielle arbejdspladser. De byer, som formåede at skabe nye arbejdspladser og virksomheder, voksede, de andre stagnerede.

Næste “land til by-bølge” er den, vi oplever lige nu. Blot er folkevandringen denne omgang ikke fra de små landsbyer, men fra de mindre provinsbyer ind til de fire-fem største byer i landet. Det udmønter sig eksempelvis i, at huse i udkantsområderne er usælgelige, samtidig med at ejendomspriserne i de store byer går i vejret.

At kæmpe mod en global urbanisering og tro, at man kan skrue tiden tilbage er tåbeligt.

Lige nu er der valg til folketinget og valgkampen foregår tilsyneladende helt løsreven fra den urbaniserede virkelighed. For nylig krævede 40 kommuner, at statslige arbejdspladser skulle flyttes ud fra hovedstaden og tilbage til udkanten.

Politikerne taler om dagpenge, og hvordan vi kan beskytte mennesker, der bliver arbejdsløse. De diskuterer, hvordan de kan skaffe flere penge til sundhedssektoren. Debatten handler om at presse flere penge ud af en samfundsøkonomi, som ikke har udviklet sig siden finanskrisen. Landets bruttonationalprodukt – den samlede danske værdiskabelse – ligger stadig under niveauet fra 2008, og man skal være politiker på valg for at finde noget opløftende.

At kæmpe mod en global urbanisering og tro, at man kan skrue tiden tilbage er tåbeligt. Den debat, vi behøver, er, hvordan vi kan bruge urbaniseringen til at udvikle vore virksomheder og vort samfund.

Vi er nødt til at se verden, som den ser ud i kortet over flyruterne. Det er det Boris Johnson og Mike Bloomberg gør. De to borgmestre taler om, at afstanden mellem New York og London blot er to landingsbaner. For nylig gav Kim Rahbek fra Sticks’n’Sushi en forelæsning for vore studerende, hvor han fortalte, hvorfor han havde åbnet en restaurant i London og ikke i Århus. Han havde intet mod Danmarks næststørste by, men det krævede lige meget ledelsesindsats at åbne en ny forretning uanset, hvor den lå. Og når han åbnede den i London, havde han adgang til et marked, der var 30 gange større end Århus. Han så sit fremtidige marked som byer – ikke lande.

Vi har været vant til, at det er virksomheder, der skaber beskæftigelse. Det er derfor, at 40 kommuner vil flytte statslige virksomheder ud på landet. Men hvad nu hvis det i virkeligheden er omvendt: At det er medarbejdere, der skaber virksomheder? Hvad nu hvis det er etableringen af attraktive økosystemer med dygtige mennesker, moderne infrastrukturer og risikovillige investorer, som trækker virksomheder til?

Det er det, vi ser i Sillicon Valley, i Shenzhen og i Viborg.

Det er den udvikling, som følger med urbaniseringen. Det er under den nye bydannelse, de nye miljøer opstår. Det er her, de nye muligheder skabes sammen med en ny generation af virksomheder.

Dagsordenen under det igangværende folketingsvalg burde indeholde urbanisering: Hvordan kan vi udvikle vore byer, så de tiltrækker talent og nytænkning, og hvordan kan vi koble dem sammen med andre byer og lave de nye strukturer, der kendetegner den moderne urbaniserede verden?

For nogle år siden ville jeg have sagt, at politikerne i Folketinget burde gøre noget. Nu vil jeg egentlig helst afskrive dem. For de kommer ikke til at skabe noget radikalt anderledes. De vil i bedste fald kunne effektivisere den utidssvarende samfundsmodel, vi har i dag.

Jeg vil meget hellere sætte min lid til landets borgmestre. Det er dem, som kan ændre udviklingen. Det er dem, som uafhængigt af partipolitiske skel og ideologier kan skabe netværk: Ikke blot mellem andre danske byer, men mellem byer over hele kloden med hvem, vi har en fælles fremtid. Og borgmestrene har magten. De er bare ikke klar over det.

Som Boris Johnson siger i London:

Jeg har ganske vist et pænt budget på 20 mia. pund (knap 200 mia. kroner), men min største magt ligger i, at jeg kan bringe indflydelsesrige mennesker, virksomheder og institutioner sammen om nye fælles infrastrukturer og ideer, som forandrer min by og får den til at udvikle sig.