De fleste husker sikkert Danske Banks brillant producerede reklamefilm fra 2012 ”A New Normal”, hvor vi så oprørske unge i Wall Street, demonstranter der smed brosten mod politiet, hvor vi så kinesiske arbejdere på en gigantisk kyllingefabrik klædt på som nutidens covid-19-sundhedspersonale, hvor kønsrollerne blev udfordret med lesbiske par, der kyssede, hvor kvinder i lederstillinger havde børn med til vigtige møder, og hvor skolebørn børn sad dybt begravet i deres iPad.

Banken fik øretæver for kampagnen, men ellers tog filmen fremtiden lige på kornet. Det er sådan, verden er blevet eller rettere var, indtil coronakrisen brød ud i marts. Siden begyndelsen på finanskrisen i 2008-09 har vi haft hyper-globalisering på Wall Streets betingelser.

Antallet af Facebook-brugere er steget fra 200 millioner til 2,6 milliarder. Amazon er vokset eksplosivt fra at være en internetboghandel til at blive en af verdens førende teknologivirksomheder, og Apple har skabt smartphone-tidsalderen. Arkitekterne bag moderne tider som Google, Apple, Amazon og Microsoft er alle hver især mere end 1 billion dollar værd på Wall Street.

Det ”New Normal”, Danske Bank havde forståelse for, at folk demonstrerede imod, er blevet en realitet. Vestlige job er konverteret til asiatiske job eller lavet om til software, hvilket har fået befolkninger til i protest at stemme på mærkelige politikere. Oven i dette, har vi fået øjnene op for en klimakrise, hvis konsekvenser, jeg ikke tør tænke til ende.

Verden taler lige nu om ”New Normal”, selvom covid-19-krisen på ingen måde er overstået, for de fleste vil så gerne vende tilbage til livet, som de kendte det.

Verden taler lige nu om ”New Normal”, selvom covid-19-krisen på ingen måde er overstået, for de fleste vil så gerne vende tilbage til livet, som de kendte det. De vil kramme, gå til koncert, tage til fodbold og drikke sig fra sans og samling på Sunny Beach. Men hvis det er det eneste, vi ønsker os af ’new normal’, håber jeg, at krisen bliver ved, lige til vi glemmer, hvad der før 2020 var normalt.

De fleste store forandringer udspringer af kriser. Det 20. århundrede blev skabt efter første verdenskrigs ragnarok; hvis de gamle værdier var i stand til at skabe så meget ulykke, så lad os for Guds skyld kassere det gamle og skabe noget helt nyt, som giver en bedre verden. Det blev gennembruddet for ’modernismen’ – for den nye verden, hvor man kunne brænde olie og kul af, hvor man fik masseproduktion og jazzmusik, og hvor borgerne kunne stemme om tingene i et demokrati, hvor mænd og kvinder var lige. Det var nyt alt sammen, og verden tog hele pakken til sig med fordele og ulemper.

Og nu skal vi til det igen. I 2008 brød ’den gamle modernisme’ sammen. Grådighed og et utidssvarende finanssystem skabte en global krise, der fik Danske Bank til at tale om ’new normal’. Men vi ændrede ikke tingene – vi fik ingen ’new normal’, vi var så at sige tilfredse med at kunne kramme igen og gå til fodbold.

Den fejl har vi ikke råd til at begå igen. Det er nu, vi skal endevende hverdagen. Siden modernismes gennembrud i 1920’erne har vi været blindt fokuseret på vækst og størst mulig økonomisk gevinst. Den franske præsident Emmanuel Macron sagde det i et fabelagtigt interview i Financial Times den 16. april.

”I begyndelsen af coronakrisen kunne man ikke skaffe et mundbind, som måske blot var 40 centimes værd men som kunne redde menneskeliv. Når vi alligevel ikke kan skaffe de nødvendige beskyttelsesmidler, er det fordi, profit betyder mere end mennesker. Derfor er det på tide, vi gentænkte vore systemer.”

Vi skal derfor ikke læne os tilbage og passivt vente på, hvad new normal bliver. Vi skal definere, hvad det er, vi ønsker med den nye normal.

Emmanuel Macron rammer plet. Hele verdens fokus op til covid-19 har været penge. Alt bliver målt i penge, og kan man ikke det, bliver det ignoreret. Når politikerne taler om velfærd for gamle og syge, refererer de ikke til menneskelige relationer, de taler ikke om åndelighed eller livsglæde, de taler om penge. Velfærd og livskvalitet er noget, man køber på arbejdsmarkedet til vilkår fastsat gennem overenskomstforhandlinger.

Vort samfund og vort erhvervsliv er håbløst forældet bundet op på industrialderens værdisæt. Vi har haft det så længe, at vi tror, det er den eneste måde, vi kan leve på. Coronakrisen har imidlertid vist os, at der er alternativer. Pludselig havde hele Danmark fællessang med Philip Faber og vi genopdagede værdien af fællesskabet og den inkluderende danskhed.

Det samme sker for milliardærer, der går på pension. De opdager, at profit i sig selv er ligegyldig, medmindre den kommer andre mennesker til gode. Se blot Bill Gates; efter at have puget penge sammen hele livet, er hans eneste fokus nu at hjælpe mennesker i nød. Jeg er sikker på, at glæden ved at lykkes med sit humanitære arbejde er langt større end de milliarder, han engang tjente.

Vi skal derfor ikke læne os tilbage og passivt vente på, hvad new normal bliver. Vi skal definere, hvad det er, vi ønsker med den nye normal. Det er ingen let opgave. Det er svært at forestille sig en ny verden, som er helt anderledes. Men vi er nødt til at tage fat på ønskelisten. Hvis øget profit ikke er hovedmålet for virksomheden, hvad er det så? Hvis kortere arbejdstid og øget løn ikke er medarbejdernes vigtigste krav – hvad er det så? Hvis vi hver især skal leve et fuldt liv, hvor vi bringer vort potentiale og vore drømme i spil – hvad gør vi så?

På Skibsfartsmuseet i Helsingør er det for tiden en udstilling om Troels Kløvedal. Hvis man spurgte de besøgende, hvad de mener om Kløvedals liv, vil de fleste formentlig sige, at de tror, han levede et rigt og meningsfyldt liv. Jamen, han har jo aldrig været rig på penge? Nej, men det er heller ikke det eneste, som betyder noget.

Det er dér, vi er lige nu. Vi skal glemme, hvordan vi gjorde engang før corona, og så udforme ønskelisten for den nye modernisme – det nye normale.