Der skal være tid og ro til ros
Dato: Mar 06 2019
Af: Chrestina Munkholm Ib
Jeg er så heldig at have de bedste medarbejdere, som i hverdagen er fantastisk gode til at rose og komplimentere hinanden, men tit bliver roserne givet henkastet eller i forbifarten, så jeg besluttede mig for at det næste fællesmøde skulle have en ekstra dimension.
Hvad skal vi bruge medarbejdermøder til? Hver sjette uge har vi fast fællesmøde med alle vores studentermedhjælpere, og det er faktisk af helt praktiske grunde: vores studentermedhjælpere kommer på forskellige dage, så der er brug for at samle flokken til en snak om, hvad hver enkelt arbejder med, give fælles beskeder, at brainstorme over nye ideer og så helt sikkert hygge og fællesspisning. Det er altid nogle sjove, hyggelige og informative møder, men denne gang skulle det være anderledes.
Jeg er så heldig at have de bedste medarbejdere, som i hverdagen er fantastisk gode til at rose og komplimentere hinanden, men tit bliver roserne givet henkastet eller i forbifarten, så jeg besluttede mig for at det næste fællesmøde skulle have en ekstra dimension.
Øvelsen var simpel. Mine medarbejdere modtog ugen før fællesmødet et papir, hvor alle medarbejderes navne var listet. De skulle ud for hvert navn skrive, hvad de beundrede, satte pris på eller værdsatte ved netop denne person. Til fællesmødet skiftedes hver person i rummet så til at sidde i spotlyset og blive badet i smukke ord fra kollegerne – og der måtte kun siges tak, ikke argumenteres imod.
Håndfladerne bliver svedige, halsen snører sig sammen, og munden bliver knastør. Det er sjovt, hvordan vi reagerer, når vi bliver nervøse. Endnu mere underligt er det, at det er den måde, man ofte reagerer på, når man modtager ros.
I en halv time var der stille i lokalet, og alle udviste stor respekt overfor at give og tage imod rosen fra kollegerne. Jeg tror sjældent, at jeg har været så stolt af mit team af unge medarbejdere som til det møde.
Det overraskende var enigheden om hver enkelt individs styrker, og deres overvældede ansigtsudtryk når de modtog de andres komplimenter.
På trods af at det kan være dejligt at høre, at man er sød, rar eller dygtig, så blev det hurtigt tydeligt i øvelsen, at mine medarbejdere var mere ivrige efter at give end at tage. Nogle gange lå de nærmest hen over bordet for at sikre sig, at deres verbale gave blev hørt og modtaget af den de henvendte sig til.
Det var en uvurderlig lektion i glæden ved at give, og i hvor lidt der skal til for at skabe en dybere relation til og større selvtillid i et andet menneske. Derudover lærte det os, hvor fantastisk det er at kunne tage imod et kompliment – uhæmmet og uden tvivl. Der er en underlig magt i at kunne tage imod og at være tvunget til at skulle anerkende ordene.
Hvis du er i tvivl om, hvor fantastisk denne simple øvelse er, så prøv den med dine egne medarbejdere; jeg er sikker på, at du vil blive forbavset over den ekstra energi og glæde, som vil skinne ud af dem resten af dagen. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg vil prioritere, at der skal være ro og tid til at give og modtage ros.