Efter min konfirmation kom jeg snart paa Højskolen i Emdrupborg og fik megen Interesse for indgaaende Landbrugskundskaber.

Sådan skrev den 16-årige Anders Nielsen for 142 år siden om sit 6 måneders højskoleophold. Og den gryende interesse for innovation som højskolen skabte hos den unge landmand var præcist, hvad forstanderen for Emdrupborg Jeppe Tang havde til hensigt at fremme: Hans landboskole skulle gøre eleverne til „ædle, sunde og oplyste mennesker med respekt for såvel åndens som håndens arbejde. De unge skulle samtidig udvikle Sans for gavnlig virksomhed og afsky for dagdriveri.“

Jeg blev mindet om ovenstående beskrivelse, da jeg genlæste en artikel om fremtidig uddannelse, manglende arbejdskraft og menneskers ledighed. I artiklen udtalte cheføkonomen i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted nemlig, at vi ikke mangler hænder i Danmark, vi mangler de rigtige hænder.

Vi har et paradoks problem i dette land. Samtidig med at vi har 700.000 mennesker i den aktive erhvervsalder på offentlig forsørgelse, mangler danske byggevirksomheder faglærte medarbejdere; en række teknologivirksomheder mangler ingeniører og højtuddannede software-folk. Uddannelsessystemet og befolkningen kan simpelthen ikke levere varen. Tilsvarende mangler restauranter og rengøringsfirmaer personale, men her fordi de ledige for højtuddannet eller fristes af dagdriveri.

Emdrupborgs formålsparagraf rammer stadig plet efter snart halvandet århundrede. Men situationen i forrige århundrede minder også meget om den, vi står i idag. Dengang startede landbrugets mekanisering og håndværkets industrialisering – vores land stod over for moderne tider. Danmarks første andelsmejeri blev startet af en ung mand i 1882, da han kom hjem efter et højskoleophold, hvor han havde lært moderne mejeridrift. På den tid etablerede Danmark en højskole hver tredje måned. Randers Tekniske Skole, der var en af landets første tekniske skoler, blev etableret, fordi fremsynede industrifolk frygtede, at de unge lærlinge ikke blev uddannet godt nok hos deres mestre og Handelshøjskolen i København blev grundlagt i 1917, så man kunne uddanne unge moderne handelsfolk.

Vi har naturligvis stadig brug for langvarige uddannelser for at opretholde et højt niveau i dansk forskning. Men vi har også behov for mange flere og meget kortere uddannelser, som hurtigt bringer arbejdsstyrkens uddannelsesniveau i sync med en verden, der drøner fremad.

Og nu kommer jeg til pointen: Vi skal i gang med at modernisere det danske uddannelsessystem efter klassisk forbillede. Vi har glemt vor historie, den historie som gjorde Danmark stort. Vi går bevidstløst efter at udstyre flest mulig unge mennesker med den længst mulige uddannelse. Vi lader dem pukle i 20 år for at uddanne sig til jurister og økonomer, skønt en stor del kan se frem til at blive erstattet af en Google algoritme.

Vi har naturligvis stadig brug for langvarige uddannelser for at opretholde et højt niveau i dansk forskning. Men vi har også behov for mange flere og meget kortere uddannelser, som hurtigt bringer arbejdsstyrkens uddannelsesniveau i sync med en verden, der drøner fremad. Inden for de seneste 10 år er stort set hele erhvervslivet lavet om: Banker, forsikringsselskaber, medier, landbrug, industri, energiforsyning og transport, alt er under reorganisering.

Topchefen for Danske Bank Thomas Borgen mener, at behovet for efteruddannelse de kommende år vil vokse drastisk – meget mere end vi kan forestille os – og vi skal derfor alle indstille os på en måneds efteruddannelse om året. Og det er ikke blot samfundets ansvar. Hver enkelt menneske har et ansvar for at holde sin uddannelse ajour og vedkommende skal et stykke af vejen også være med til selv at betale for dygtiggørelsen, mener bankdirektøren.

Danskernes måde at uddanne sig og vælge karriere har rødder i industrialderen. Men industrialderen er forbi og de systemer, som omkranser uddannelse og arbejdsmarked er tilsvarende forældede. De fremmer ikke det ”gavnlige virke” men opfordrer til dagdriveri, og sektoren har fjernet respekten for håndens arbejde. En lang akademisk uddannelse sætter ikke længere nødvendigvis et menneske frit men binder tværtimod ofte vedkommende fast i en profession, som tiden løber fra. Det er derfor på høje tid at vi moderniserer vore uddannelser efter Grundvigs tanker om livslang læring, vi har et job og en karrierer, indtil vi lærer noget nyt og skifter spor.