For fire år siden blev kommunernes forsyningsselskaber udskilt i en sværm af aktieselskaber, der skulle sikre, at borgernes penge ind og ud af vand, varme og affaldshåndteringen, blev hvor de skulle – og ikke blev brugt til at fylde kommunale underskud alle mulige andre steder; altså at forsyning ikke blev en kommunal indtægtskilde. Forleden dukkede kapitalfonden Axcels tænketank så op med forslaget om, at frisætte den danske forsyningssektor på 32 mia. kr. hvilket ville kunne udvikle sektorens erhvervspotentiale. Naturligvis måtte det komme, og der er ingen grund til at afvise ideen rakt op og ned, for sektoren behøver nye investeringer og bedre ledelse. Ligeledes efterspørger verden moderne forsyningsteknologi, som vi er så gode til i dette land. Men der er heller ingen grund til straks at begynde at sælge ud af endnu en vital del af Danmarks infrastruktur, som repræsenterer 23.000 arbejdspladser og er fundamentet for 5,5 millioner danskeres hverdag.

Inden det offentlige begynder at realisere endnu en del af arvesølvet, kan det anbefales at læse ”Private Island: Why Britain Belongs to Someone Else”, skrevet af journalisten og forfatteren James Meek.

”I løbet af en enkelt generation er rygraden i britisk økonomi i form af jernbaner, forsyningsselskaber, postvæsen og socialt boligbyggeri blevet solgt af staten til private ejere, som ikke kan gøres ansvarlige”, skriver han i bogen. ”Storbritanniens offentlige service er blevet privat, hvilket har ramt stort set alle borgere i form af dårligere service og større regninger. Institutioner, der engang blev etableret for at servicere borgerne, er havnet i hænderne på nye og ofte udenlandske ejere, som gør borgerne til kunder”

Mens infrastrukturen var ejet af det offentlige, blev priser og ydelser tilpasset, så de blev tilgængelige for alle, og betalingerne stod i forhold til, hvad de dårligst stillede havde råd til. Nu er det hele forretning.

Han beskriver gennem hundredvis af interviews og eksempler, hvordan national ejendom er blevet solgt, og hvordan borgerne er overdraget til private skatteopkrævere. Hele betalingsstrukturen er blevet ændret. Mens infrastrukturen var ejet af det offentlige, blev priser og ydelser tilpasset, så de blev tilgængelige for alle, og betalingerne stod i forhold til, hvad de dårligst stillede havde råd til. Nu er det hele forretning; rige og fattige betaler det samme, og det, de betaler, går til aktionærerne, som ofte er selskaber spredt over hele jorden, ofte i uhensigtsmæssige ejerforhold.

James Meek fortæller, at da Enron kollapsede i 2001, ejede selskabet via et datterselskab Wessex Water, som betjener 1,3 millioner mennesker i Dorset, Sommerset og Wiltshire. Selskabet ejes nu af YTL Power International of Kuala Lumpur på den anden side af kloden. Energiselskabet Electricité de France er en de af seks førende forsyningsselskaber af strøm til briterne; det ejer en portefølje af elværker, som for nylig er blevet re-nationaliseret – ikke af briterne, men af den franske stat. Northumberland Water, som betjener Nordøst-England, er ejet af Hong Kong selskabet Cheung Kong Infrastructure Holdings, der også har monopol på elektricitetskablerne i London Underground. Blandt hovedinteressenterne i den privatiserede vandforsyning er canadiske pensionister og kinesiske investorer.

Hvordan kan vi fortsat tale om britisk uafhængighed, spørger Meek. Den britiske stat giver nu større tilskud til de nye private jernbaneejere, end British Rail tidligere fik. Samtidig hæver de nye ejere billetpriserne og belønner aktionærerne med rekord-indtjeninger. De almindelige briter er blevet del af udenlandske selskabers indtægtsstrøm.

For få uger siden kunne vi læse, at DONG truede med strømsvigt, hvis den danske stat ikke trådte til med subsidier. Det lyder som symptomer på begyndende britisk syge.

Det eneste, regeringen endnu ikke har privatiseret, er det offentlige sundhedssystem. Det tør de trods alt ikke. Men som Meek skriver, har skiftende regeringer fået hospitalerne til at konkurrere om ressourcer og inviterer private selskaber til at tage del i driften, så hvis man vil, har man nu en hospitalsstruktur, hvor privatisering er ligeså enkelt at indføre, som at tænde for en kontakt.

Når man læser ”Private Island: Why Britain Now Belongs to Someone else” kommer man uvægerligt til at sammenligne Storbritannien med den udvikling, som er foregået og som forgår lige nu i Danmark.  Vi har hørt, hvordan staten har solgt en del af DONG til Goldman Sachs, der oprettede et selskab i skattelyet Luxemborg, som igen er ejet af investeringsselskaber med ejere i Cayman Island. Det er ikke deres fejl; det er lovgivernes! For få uger siden kunne vi læse, at DONG truede med strømsvigt, hvis den danske stat ikke trådte til med subsidier. Det lyder som symptomer på begyndende britisk syge.

Danske borgere bliver i disse år presset til at gå online af det offentlige. I den forbindelse er alle borgere tvunget til at anvende NemID. Systemet er ejet af den private virksomhed Nets, som for nylig blev overtaget af ATP og de to udenlandske kapitalfonde, Bain Capital og Advent International. De går formentlig med planer om en børsnotering af Nets om 5-7 år. Det samme gælder for PostNord Danmark, som tilsvarende er på vej til at finde nye ejere, der sandsynligvis vil se fremtiden som en fortløbende række af kvartalsregnskaber. Det samlede mønster herhjemme ligner det, James Meek beskriver i Storbritannien, dog i en mere radikal version.

Noget af det, danske erhvervsledere kan lære af den britiske udvikling, er betydningen af at forstå organisationers formål og historie. Hvorfor var det, vi etablerede vore organisationer i sin tid, og hvorfor har den overlevet i så mange år? Det er i den sammenhæng ligegyldigt, om vi taler offentlige, private eller halvoffentlige. Det øjeblik, ledelsen eller ejerne glemmer organisationens eksistensberettigelse, begynder tingene at køre af sporet.

Hvis politikerne hovedløst privatiserer den offentlige infrastruktur og får den børsnoteret, hvad er der så at eje og bestemme over?

Vi står midt i et paradigmeskift. Nye virksomheder struktureres efter andre principper, end de gjorde for blot 10 år siden, og der er ingen tvivl om, at det offentlige og private erhvervsliv skal samarbejde endnu tættere i fremtiden – men vi skal have identificeret helt nye samarbejdsformer. For hvis politikerne hovedløst privatiserer den offentlige infrastruktur og får den børsnoteret, hvad er der så at eje og bestemme over? Vi privatiserede kommunale forsyningsselskaber for at undgå, at et overskud ikke skulle havne i andre kommunale kasser. Det problem løser vi ikke ved, at et eventuelt overskud nu havner i andre private lommer.