Vi har taget tilløb, siden finanskrisen i 2008 bragte verden i økonomisk uføre. Og det er blevet mere og mere åbenlyst inden for de seneste 12 måneder. Den gamle kapitalisme med dens neoklassiske økonomi er slidt op, og med i købet ryger den etablerede industrielle management tankegang.

Vi har brug for en ny type postkapitalisk lederrolle på næsten alle poster i samfundet, hvis vi skal bringe orden i regnskabet. Vi behøver lederskikkelser, som på den ene side kan udvikle økonomisk bæredygtige forretninger, og på den anden side skabe langsigtede bæredygtige relationer til sine omgivelser.

Tipping point i denne udvikling har været den engelske oversættelse af Thomas Piketty’s bog ”Kapitalen i det 21. århundrede”, der udkom i begyndelsen af året. Den franske økonom har kickstartet en debat, der kan ændre kapitalismen, som vi kender den i dag. Bogen argumenterer for, at ulighederne i verden er vokset ud af proportioner siden 1980’erne, og vinderne er blevet dem, der ejer kapitalen – ikke dem der arbejder. Det kan verden i længden ikke leve med, ifølge Piketty, der er blevet kritiseret fra flere sider. Men Piketty har ramt en betændt nerve. Der er ingen, som længere stiller sig op og siger, at den kapitalistiske model fungerer; alle indrømmer, at kapitalismen trænger til at blive redefineret – vi har bare ikke fundet ud af hvordan.

Der er ingen, som længere stiller sig op og siger, at den kapitalistiske model fungerer; alle indrømmer, at kapitalismen trænger til at blive redefineret – vi har bare ikke fundet ud af hvordan.

Alvoren blev tidligere på året understreget af rapporten ”Global Risk 2014”, der blev fremlagt under World Economic Forum i Davos. Gabet mellem de rige og de fattige er den største trussel mod verdenssamfundet lige nu. Gennem de seneste 35 år er den rigeste del af befolkningen i næsten samtlige verdens lande blevet rigere, og spændet til de dårligst stillede er vokset uacceptabelt. I det kommunistiske Kina har 1 pct. af befolkningen nu sat sig på 30 pct. af indtægterne. Vi får ganske vist en voksende middelklasse, men den er med til at udpine klodens ressourcerne, hvilket rammer den fattige halvdel af verdens 7 milliarder mennesker.

”De 85 rigeste mennesker ejer lige så meget som 3,5 milliarder af verdens fattige mennesker. Det er ikke flere, end der kan være i en London dobbeltdækker bus” kom det for nyligt fra chefen for Den internationale Valutafond, Christine Lagarde.

Siden finanskrisen har vi set en række befolkningsoprør rulle hen over kloden, og de er ikke bare drevet af ønsket om politisk frihed. De handler mest af alt om mad og muligheder i tilværelsen. Som Harvard-professor, Lawrence Summers, siger: I 1965 havde 19 ud af 20 voksne mænd i USA et arbejde, i dag er det kun 7 ud af 20. Og hvis vi ser på situationen i Sydeuropa, er det ikke bedre; her er mere end hvert andet unge menneske uden arbejde.

I 1965 havde 19 ud af 20 voksne mænd i USA et arbejde, i dag er det kun 7 ud af 20. Og hvis vi ser på situationen i Sydeuropa, er det ikke bedre; her er mere end hvert andet unge menneske uden arbejde.

Kapitalismen, som vi kender den, har fået afsløret en systemisk fejl. Den skaber vækst for den ene halvdel af menneskeheden, men går på et tidspunkt over gevind og ekskluderer den anden halvdel. Er det farligt? Mon ikke! I Piketty’s hjemland, Frankrig, udbrød revolution i 1789 som følge af flere års fejlslagen høst, der sendte brødpriserne i Frankrig vejret. Lyder det bekendt for en verden med klimaforandring?  

Derfor er nøgleordet i de kommende års økonomiske og erhvervsmæssige udvikling Inklusion.

Verdens ledere på alle niveauer har et ansvar for at få alle de fortabte mennesker i køen med i den økonomiske udvikling. Det er ikke kun bankernes ansvar; men de er hjertet for det økonomiske kredsløb. Og for at sige det lige ud: de lever ikke op til den sociale kontrakt med verdenssamfundet.

Inspireret af Piketty blev der før sommerferien i London holdt en konference om ”Inclusive Capitalism”, hvor Christine Lagarde var en af hovedtalerne. Hun var helt klar i mælet: ”De store banker har ikke ændret deres etiske dimension siden finanskrisen. Det skal de til. De skal opgive kortfristet profitjagt for langsigtede relationer. De skal sætte kultur lige så højt som kapital. De skal tage værdier lige seriøst som værdisættelse. Bankerne må for altid ændre den måde, de driver deres forretninger. De har pligt til at beskytte vor fremtid”

Hun blev bakket op af chefen for Bank of England, Mark Carney. Han var ikke mindre tydelig i sit indlæg på Inclusive Capitalism-konferencen, og fastslog, at bankerne ikke skulle tage kapitalismen for givet. De opererer ikke i et tomrum, og markedet er ikke deres private roulette. Underforstået, finansindustrien har et socialt ansvar; og lever de ikke op til dét, griber samfundet ind.

For nyligt så vi et eksempel på dette herhjemme. Et udvalg under Finanstilsynet anbefalede, at alle danskere uanset indkomst skal have adgang til en bankkonto, hvor man kan modtage løn, hæve penge og få adgang til netbank og betalingsservice. Det lyder indlysende, men for en række mennesker med dårlig økonomi er en bankkonto næsten umulig at få. Forslaget er nu ved at blive udformet til et lovforslag i Vækst- og Erhvervsministeriet, og derved følger Danmark op på et EU-direktiv fra april i år om, at alle borgere over 18 år har ret til en bankkonto.

For at redde deres forretningsmodel ekskluderer bankerne altså store grupper i samfundet, så de ikke længere får del i den finansielle infrastruktur og reelt afskæres fra at komme med i det globale økonomiske opsving. Det er her, bankerne som institution ikke lever op til den sociale kontrakt med samfundet, og det er her, at den nye postkapitalistiske lederskikkelse kommer ind. Ikke kun i finansverdenen, men i hele erhvervslivet.

Opgaven er at muliggøre denne økonomiske inklusion. Det er også her, at væksten ligger. Vore store ingeniørfirmaer blev ikke store ved at rejse ud i verden, da broerne, jernbanerne og vejene allerede var bygget. De tog tværtimod ud og byggede dem. Den økonomiske inklusion skal derfor ikke ske gennem godgørenhed eller presset af lovgivningen; den skal udspringe af moderne forretningsforståelse og lederskab. Der er ingen modsætning mellem at drive forretning og inkludere nye kunder i sin kundekreds.

Den økonomiske inklusion skal derfor ikke ske gennem godgørenhed eller presset af lovgivningen; den skal udspringe af moderne forretningsforståelse og lederskab. Der er ingen modsætning mellem at drive forretning og inkludere nye kunder i sin kundekreds.

Den danske serieiværksætter Brian Larsen, som er ved at opbygge en finansiel infrastruktur for millioner af mennesker i en række udviklingslande, forklarede på Fintech-konferencen i Stockholm i sidste måned, hvorfor inklusion kun kan ske på kommercielle vilkår: ”Hvis vi kommer og bygger en skole og rejser hjem igen, går der tre måneder, hvorefter skolen er væk, og murstenene brugt til noget andet. Men hvis vi gør det for at tjene penge, indbygger vi en dynamik i systemet, der vil fastholde udvikling. ”

Det er dette nye univers, den moderne erhvervsleder står overfor. Der er en lang kø af kunder ude på gaden, som gerne vil ind, men ikke har råd til at betale fuld pris.