Har du nogensinde tænkt over, hvad der har ført dig til dette øjeblik? Dette sted i din karriere? Den hylde du nu engang er landet på?

Har den periode mon været fyldt med sårbarhed og tvivl?

Jeg har i min tid lavet et utal af personlighedstests og kompetenceudredninger for ledere rundt omkring i landet, og mange er blevet overraskede over, at det, der har gjort dem til de mennesker og ledere, som de er i dag, kommer fra ulogiske sammenhænge. Måske har du været spejderleder og lært at engagere andre, måske gik du til dans og lærte om hård disciplin, eller måske lærte du, som mig, at være servicemindet og at have overblik gennem tiden som tjener. Dine kompetencer og erfaringer er som et uendeligt puslespil af både store og små brikker, som tilsammen skaber den du er i dag – og ja, puslespillet ændrer sig hele tiden, som du får nye erfaringer med i bagagen.

Nu tænker du måske over, hvor det sårbare ligger, for hvis det bare handler om et puslespil, kan der vel ikke være noget negativt i processen? Men hæng ved lidt længere…

Puslespillet skal symbolisere, at hver en brik på din vej mod morgendagens destination er vigtige, for de er alle med til at skabe din karakter og dit lederskab. Erhvervelsen af de mange brikker er dog sikkert kommet i en ulogisk sammenhæng, for man går sjældent den lige vej. Faktisk oplever jeg i min snak med ledere, at det for mange gælder, at deres vej til lederjobbet har været både kringlet, snoet og fuld af huller – men vejen er stadig deres, og det er okay indimellem at føle at man ikke ved, hvor man er på vej hen. Og her kommer en af mine pointer! For det skal være okay at tage sidespring, og det skal også være okay ikke at vide, hvor du vil hen i morgen, om en måned eller om et år. Vi er blevet så ufatteligt bange for ikke konstant at være fokuserede, at have et mål med alting og at være gode nok… Det er lige til at få grå hår af. Og ja, jeg er en smule dobbeltmoralsk i denne udtalelse, for jeg får jo selv grå hår af og til, når jeg mærker angsten over fremtidens uventede hændelser. Jeg bør dog lytte til mine egne ord, for af erfaring kan jeg se, at min vej til lederskabet, som var alt andet end ’lige-i-skabet-i-første-hug’, har været fuld af fantastiske brikker til mit erfaringspuslespil.

Jeg har arbejdet som tjener, været i et køkken (og har fået skills som super-snitter af det), arbejdet i rejsebranchen og på kontor. Jeg har læst engelsk i et år og markedsføring, inden jeg fandt min hylde inden for psykologien. Og ENDELIG tænkte jeg, at jeg havde fundet det, som jeg skulle beskæftige mig med resten af mine dage:-). Men alle disse erfaringer, som har bragt et utal af kompetencer med sig, har ikke altid en logisk sammenhæng til mit nuværende job som studieleder hos et læringsinstitut. I dag arbejder jeg nemlig med marketing, salg og ledelse, og jeg kan da roligt sige, at det ikke lige var at se i krystalkuglen, da jeg var ung.

Men i sandhed giver erfaringerne i dag mening i mit puslespil. Brikken hvor der står ’tjener’ på bruger jeg dagligt, når jeg skal skabe et overblik, brikken med ’rejsebranchen’ i sirlige bogstaver har gjort mig serviceminded og den med ’psykologi’ på har giver mig kreativitet og evner til at kunne overskue lederrollens menneskelige perspektiver, og givet mig modet til at håndtere situationer, hvor jeg kan mærke mine studentermedhjælperes og kollegers sårbarhed (og faktisk også min egen).

Den gyldne slutning i det hele er, at vi alle skal være bedre til at smide tvivlen på hylden i vores jagt efter drømmene, eller i vores tid med usikkerhed om, hvor vi vil hen. Tvivlen kan være sund, for ja, den gør os beredte på uforudsigelighed og usikkerhed, men lige så sund som den kan være, lige så meget skade kan den gøre. Hvis vi ikke formår at smide tvivlen på hylden, glemmer vi måske at nyde nuet. Og det er jo i nuet at alt det spændende sker, det er her vi udvikler os, fylder bagagen op og måske er det også i nuet vi finder det næste mål. Men uden at stoppe op og smile over den underlige sammenhæng du befinder dig i – som da jeg stod i køkkenet og lærte at snitte løg som en pro – vil vi ikke have tid til at reflektere i dybden over, hvad nuet bringer. Og hvis jeg hele tiden kigger fremad med en knugende kugle af tvivl og angst i maven, ville jeg ikke kunne finde slutningen mellem mine dage i det famøse køkken og min nuværende evne til at være kreativ og omhyggelig. Den sammenhæng gør jo, at jeg netop kan blive mindre bange og mere bevidst om, at alting nok skal gå.

Jeg har selv opdaget, at uanset hvor jeg har bevæget mig hen i livet, har det næste skridt på vejen altid ført mig et bedre sted hen, men ja, det kan jeg jo først se nu i retrospektiv. Som Steve Jobs engang sagde:

You can’t connect the dots looking forward; you can only connect them looking backwards.

For ja, dengang jeg stod i køkkenet og hakkede grøntsager mærkede jeg af og til frygten og angsten for, at jeg aldrig ville blive til noget. Måske ville jeg aldrig finde min rette hylde. Men hvem ved!? Måske er min lederrolle i dag ikke engang min hylde, måske er det her bare en mellemlanding på vejen mod min endelig destination. Eller måske har jeg flere hylder, og måske er det okay. Måske, måske, måske. Og måske skal jeg nu droppe det ord, for det modsiger netop mine pointer: Drop tvivlen om, hvorvidt du gør det rigtige.

Der er kun en vej, og det er frem.  

Hvis du indså, at du fra spejdertiden har udviklet dine bedste kvaliteter i dit lederskab, ville du kunne udnytte dem bedre. Du skal kunne anerkende de små ting i din fortid, som har gjort dig til den du er i dag, så du kan lægge det puslespil som afspejler din personlighed og dine erfaringer. Du skal også erkende, at det er en søgeproces, en problematisk refleksionsperiode. Jeg har aldrig haft det stålfaste pegemærke, men jeg har heller aldrig været i tvivl om, at jeg hele tiden var på vej et sted hen – jeg har bare ikke vidst helt nøjagtigt til hvad.

Bøvlet er selvfølgelig at finde tilliden og roen til, at det er okay ikke at have et forkromet endemål, og det er svært for selv den mest selvreflekterende person. Men jeg vil helt sikkert prøve!