Den 1. september i år indførte den britiske by Exeter sin egen valuta, og byens borgmester Olwen Margaret Foggin købte som den første et brød hos den lokale bager på torvet og betalte med det nye “Exeter Pund”.

Den nye valuta er lige så meget værd som et almindeligt pund sterling, men kan kun anvendes hos lokale handlende. Derved følger byen i fodsporene på blandt andet Bristol, Totnes og London-bydelen Brixton, der også trykker deres egne penge. Og de bliver taget helt seriøst.

I Bristol får borgmesteren sin løn udbetalt i Bristol Pounds, og i Lamberth kan man betale kommuneskat med Brixton Pounds.

Tendensen til at skabe sin egen valuta viser sig over hele Europa. Der er initiativer i Skotland til at etablere et nyt digitalt ”ScotPound” og under den seneste valgkamp i Barcelona fortalte den nye borgmester Ada Colau, at hun havde planer om at give den katalanske hovedstad sin egen valuta til erstatning for euroen. Hun blev straks sekunderet af Valencias borgmester Joan Ribó, som vil gøre det samme.

Incitamentet for at indføre sine egne penge er ønsket om at opbygge en stærkere lokal økonomi. I Storbritannien føler man, at London løber med væksten, og i London føler man, at de store multinationale virksomheder løber med overskuddet, som aldrig bliver beskattet.

Herhjemme taler vi om Udkantsdanmark, hvor mindre byer og landsdele har en dalende økonomisk aktivitet med mangel på jobs og faldende huspriser. Globaliseringen og urbaniseringen suger al kraften til sig og efterlader virksomheder, byer og mennesker ekstremt sårbare. Det er blot syv år siden, at det globale banksystem gik i stykker på grund af de amerikanske subprimelån og efterlod stort set hele den vestlige verden i en krise, vi endnu ikke er kommet os over.

Og hvem kan love, at det hele ikke gentager sig, hvis det kinesiske ejendomsmarked bryder sammen eller tech-boblen brister, og verdens børser beslutter, at de ikke længere har tillid til Apple, Facebook, Samsung, Alibaba og de andre globale gigantvirksomheder.

Spørg dem i Detroit i Michigan. Da recessionen trådte ind efter finanskrisen mistede byen over en halv million arbejdspladser; halvdelen af alle mistede jobs i USA kom herfra. Eller spørg dem i Oulu i det nordlige Finland. Da Nokia havde det bedst, sad de på 40 pct. af verdensmarkedet for mobiltelefoner, og inden for få år skred det meste og 20.000 arbejdspladser forsvandt ud af den lokale økonomi over et par år.

Som de siger i Oulu i dag: Vi har det ikke lige så slemt som Grækenland, men det får vi.

Hvis man bliver båret frem af den globale økonomi, kan det gå stærkt fremad. Men hvis den globale økonomi går i krise, slår ulykkerne igennem stort set uden modstand, hvilket bilbyen Detroit og virksomheden Nokia er eksempler på. Der er ingen ”branddøre” som bremser for krisen.  

Det er derfor London-bydelen Brixton, som den første engelske by i 2009 besluttede sig for at etablere sit eget Brixton Pound. Man ville styrke den lokale økonomi, som i forvejen var i dårlig forfatning og ruste sig mod recession udefra.

Fordelene ved at etablere en lokal økonomi er til at føle på. I den canadiske provins British Columbia har man beregnet, at hvis man køber for 100 dollars i en lokal butik bliver 45 dollars i området. Hvis man køber i en kædebutik forsvinder de fleste penge ud af området og kun 17 dollars bliver tilbage.

Spiser man for 100 dollars i en kæderestaurant bliver kun 30 dollars i området i modsætning til en lokal restaurant, hvor 65-80 dollars bliver tilbage og skaber 2,6 gange så mange jobs. Det er derfor en lokal valuta er så attraktiv for en by; den ansporer mennesker til at handle lokalt.

I den canadiske provins British Columbia har man beregnet, at hvis man køber for 100 dollars i en lokal butik bliver 45 dollars i området. Hvis man køber i en kædebutik forsvinder de fleste penge ud af området og kun 17 dollars bliver tilbage.

Bageren, som får et Exeter Pund af borgmesteren er nødt til at gå til en lokalt ejet café og drikke sin kaffe; han kan ikke bruge den nye valuta i Starbucks, som egentlig gerne vil tage imod pengene. De får bare ikke lov til at være med i ordningen, da de ikke er lokale nok. Lokale penge cirkulerer tre-fire gange så længe i området, og i British Columbia har man beregnet, at kan man blot flytte 10 pct. af handlen over på lokale virksomheder, vil det betyde 61.000 flere arbejdspladser.

Fornylig tiltrak den lille amerikansk by Burlington, som er på størrelse med Randers, sig opmærksomheden, fordi den tilsyneladende var gået fuldstændig upåvirket gennem den amerikanske recession. Byen havde den laveste arbejdsløshed i USA, og ingen borgere havde tabt penge på deres boliger.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der var en erhvervschef, som i 30 år havde arbejdet på at skabe en robust lokal økonomi bygget på diversitet. Man var ikke gået efter de store investeringer, men havde skabt en by, som nærmest var det ideelle udviklingsmiljø for små virksomheder; hvilket er interessant i en verden, hvor halvdelen af alle jobs skabes af selvstændige og små startups.

Hvordan kan man opbygge en solid lokal økonomi, hvis beslutningerne træffes i København eller Silkeborg? Selvfølgelig er de lokale pengeinstitutter i krise – de er jo ét med deres kunder. Hvor er deres lokale vækboris jonsststrategier? Hvor er bankernes lederskab i lokalområdet?

Hvordan kan man opbygge en solid lokal økonomi, hvis beslutningerne træffes i København eller Silkeborg? Selvfølgelig er de lokale pengeinstitutter i krise – de er jo ét med deres kunder. Hvor er deres lokale vækststrategier? Hvor er bankernes lederskab i lokalområdet?

Når man ser på situationen i Danmark, virker det som om, at vi har overset muligheden for selv at udvikle lokale økonomier. For nylig sagde chefen for en af de store banker, at der i de kommende år nok ville forsvinde 30 lokale pengeinstitutter, hvilket betyder en voksende centralisering af den finansielle infrastruktur. Og det er gift for en lokal økonomis robusthed.

Den krise, som for øjeblikket hersker i ”Udkantsdanmark” – eller reelt i hele Danmark – er måske det, vi trænger til for at tage den lokale økonomi seriøst. Måske skal vi ikke tænke så meget på blot at opbygge Danmarks økonomi, men skabe en dansk økonomi bygget op af lokale økonomier.

Siden finanskrisens start i 2007 har vi fået en stribe nye teknologier – lige fra mobil-apps og moderne produktionsteknologier til nye ”andels-inspirerede” finansieringsmodeller – der gør det muligt at opbygge nye typer af virksomheder, som kan handle med hele verden, men samtidig fungerer i en lokal økonomi.

Det er faktisk den danske model. Det er sådan, andelsbevægelsen opbyggede landet for 150 år siden. Vi har bare glemt det. Nu skal vi til det igen – bare i en moderniseret form.