Vi har en udfordring, som vi ikke har den fjerneste idé om, hvordan vi skal takle. Vi – det er samfundet, politikerne, virksomhedslederne, de ansatte, familien – os alle sammen. Udfordringen er arbejde! Hvordan skal vi i fremtiden forholde os til arbejde, til arbejdstid og til betaling for arbejde? Arbejde er omdrejningspunktet for næsten alt og vi skal have afklaret begrebet inden alt for længe, ellers går det galt.

En tredjedel af alle USA’s industrijobs blev outsourcet fra 1992 til 2010 og en tredjedel af landets arbejdsstyrke, kan reelt ikke leve af den løn de får. Det bekymrer omkring halvdelen af de amerikanske vælgere mere end Wall Street, og det gav for to år siden plads til en ny præsident, der frisk lovede at ville skabe 25 millioner arbejdspladser de kommende 10 år. Det er imidlertid ikke nogen let opgave Donald Trump har taget på sig. En berømt undersøgelse fra Oxford University anslår nemlig, at teknologien vil fjerne 47 pct. af alle jobs frem mod 2040.  Scenariet er amerikansk, men det gælder også i Danmark, hvor store organisationer lige nu overlader det ene job efter det andet til kunstig intelligens, algoritmer og robotter.

Og de mennesker, som overlever fyringsrunderne, arbejder stadig mere intenst og i større uvished; nye tal fra blandt andet Finansforbundet viser, at hver fjerde bankansat efterhånden er alvorligt belastet af stress. Men i virkeligheden er det pseudoarbejde de veluddannede udfører, mener antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen i deres bog ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt ved at lave ingenting”.

– Ufatteligt mange mennesker med lange, fine uddannelser sidder hver eneste dag og laver noget, der er totalt værdiløst for dem selv, deres virksomhed og samfundet. Deres arbejde er så fluffy, at de ikke engang kan forklare deres egen familie, hvad de får tiden til at gå med, men det er typisk noget inden for management, human ressource, strategi eller kommunikation.

– Der er ingen sammenhæng mellem den tid, de arbejder, og den kvalitet, de producerer. Arbejdet forsvinder bare ned i et sort hul. Det er det, vi kalder pseudoarbejde, og det er et gigantisk samfundsproblem, siger de to forfattere, der opfordrer folk til at gøre oprør og gå hjem, når de har overstået en 15-timers arbejdsuge.  Hvad så med lønnen og resten af tiden? Her foreslår de en borgerløn på 10.000 kr. og fx uddannelse på højskoler.

Og her er det, at de to fritænkende akademikere kommer i konflikt med Vorherre, som i 1. Mosebog 19:3 smider Adam og Eva ud af Paradiset med ordene ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød”. Herefter var Paradiset lukket for det unge par og menneskeslægten dømt til fast arbejde i marken. Citatet er godt 2.600 år gammelt, og har siden været en moralsk rettesnor for vor tilværelse – ikke mindst i de protestantiske lande, hvor vi for alvor har taget fliden til os og gjorde dovenskab til en synd.  For  over 100 år siden skrev Max Weber, at kapitalismen reelt er ”protestantisme på arbejde”. Benjamin Franklin, en af USA’s grundlæggere var enig; han havde det berømte citat ”tid er penge” hvormed han mente, at vi alle har et ansvar for at bruge vor tid og dermed evner konstruktivt – alt andet vil være spild af muligheder.

Danmarks og hele den vestlige verdens måske kraftigste dna er troen på hårdt arbejde – en værdi indarbejdet gennem små 3.000 år. Den kan Nørmark og Jensen ikke blot afskrive med 10.000 kr. i borgerløn og et udviklende ophold på en højskole.

De har dog en pointe, nemlig at arbejdet skal være meningsgivende. Det samme sagde den tysk-engelske økonom E.F. Schumacher, som anså arbejde for værdifuldt, da mennesker var udstyret med et hoved og to hænder, som skulle bruges; men Schumacher mente også, at meningsløst og stressende arbejde var en pestilens, også selvom det satte mennesker i stand til at øge deres forbrug.

Vi har pligt til at adressere det 21. århundredes største udfordringen: at bringe ny mening ind i vort samfund, vore virksomheder og arbejdsliv.

Ifølge de fleste økonomer og politikere er det godt for økonomien og udviklingen, når andre vil betale mennesker for at arbejde, men også hér kan man tale om ikke pseudoarbejde så dog arbejde, der ikke gavner den generelle velfærd. Hvis en algoritme overtager fx 100 menneskers arbejde, og de 50 af dem går ned med depression og de 50 andre bliver psykoterapeuter, har samfundet ikke rigtig vundet noget ved de teknologiske fremskridt – heller ikke selvom bruttonationalproduktet vokser. Vi skal ikke bare have økonomien op i gear og skabe beskæftigelse for enhver pris. Vi skal have skabt meningsfuld beskæftigelse!

I virkeligheden har de alle sammen ret. Nørmark og Jensen peger på et konkret problem: vi skaber organisationer, som er selvforstærkende. Der er for meget unyttigt arbejde med for mange møder, konferencer og for meget kontrol, så politibetjentene ikke kan få tid til at fange tyveknægte og overlægerne ikke har tid til at behandle patienter. Løsningen er bare ikke så enkel, som de to forfattere antyder. De har prøvet borgerløn i Finland og er gået væk fra det. Og vi har prøvet at tilbyde højskoleophold i socialt belastede kvarterer, men de virker ikke nær så godt som fast arbejde.

Vi står over for at balancere vores private liv, vort samfund og vore virksomheder ind i en globaliseret teknologidrevet fremtid. Det er en udfordring, vi ikke har prøvet siden Adam og Eva bliv smidt ud af Edens have. Måske skal vi ikke spise vort brød i vort ansigt sved – eller måske skal vi fortsat arbejde hårdt – vi har både hoveder og hænder til det. Som jeg indledte med at skrive: vi har ikke løsningen endnu. Til gengæld har vi pligt til at adressere det 21. århundredes største udfordringen: at bringe ny mening ind i vort samfund, vore virksomheder og arbejdsliv. Det hele skal reorganiseres og gentænkes, og det kræver mere end noget andet et nyt lederskab over hele linjen. Lige nu varmer politikerne vistnok op til valgkamp, og jeg ville sætte pris på, de satte begrebet ”arbejde” på dagsordenen, også selvom de endnu ikke har løsningerne.