I takt med at samfundet udvikler sig stilles virksomheder løbende over for nye strategiske spørgsmål, som de skal forholde sig til for at være i harmoni med deres kunder og omverden. Vi har eksempelvis haft debatter om tilsætningsstoffer, økologi, genmodificerede produkter og internationale selskabers skattebetaling eller mangel på samme. Jeg vil godt vove det ene øje og forudsige, at et af de næste spørgsmål, som vil dukke op, bliver: Hvordan kan virksomhederne sikre deres kunders privatliv? Eller formuleret dommedagsagtigt: hvis virksomhederne og lovgiverne ikke forholder sig til, hvordan vi beskytter kundernes personlige oplysninger, vil der om 10 år formentlig ikke være noget, der hedder ”private personlige oplysninger”.

Private data strømmer i disse år ud af borgerne i en endeløs flod: Lad os starte ét sted: Det amerikanske forsikringsselskab John Hancock er begyndt at tilbyde sine kunder op til 15 pct. rabat på deres policer, hvis selskabet må følge deres færden. Kunderne får udleveret et gratis Fitbit armbånd, som registrerer alle deres bevægelser, og de, der bevæger sig mest, får størst rabat. Det samme gør konkurrenten Oscar, der sælger sundhedsforsikringer og samarbejder med Misfit Wearables, som via tilsvarende GPS overvåger kundernes bevægelser og belønner de flittigste med en dollar om dagen. Lidt ligesom en fange udstyret med en elektronisk fodlænke, og som kommer tidligere ud for god opførsel.

I maj henvendte brancheorganisationen Forsikring og Pension sig til justitsministeren for at få adgang til kundernes dna med henblik på at afsløre dårlige liv med arvelige sygdomme. Det blev til et nej fra ministeriet.

Men i øvrigt spiller vi alle sammen velvilligt med, og efterlader en strøm af data i vort daglige liv. Vores mobilselskab tjekker hvert 20. sekund, hvor vi befinder os, og hvem vi kommunikerer med, Google har styr på det samme og ved, hvad vi interesserer os for, Facebook kender vores venner og sympatier, og finansfirmaerne bag vores betalingskort kender til samtlige af vores indkøb og livsstilsmønster.

Hvorfor tror vi, at det er gratis at bruge Google eller Facebook? Vi er som brugere ikke kunder – vi er produktet!

Der er faktisk ikke noget, som er rigtig hemmeligt længere, selv ikke for klodens statsmænd. Når de taler i telefon, lytter NSA såmænd også med. Kan det blive værre? – Ork, ja!

Det bliver meget værre, når det såkaldte Internet of Things for alvor bliver rullet ud. Internet of Things er det fremtidige supernetværk, som vil forbinde de kommende års milliarder af nye små gadgets, som fx Fitbit og Misfit armbånd med andre gadgets. Bilen vil kommunikere med lyssignalet, de andre biler, med kaffemaskinen samt svingdørene ind til burgerrestauranten (der mistede Oscar-kunden én dollar!).

Og alle de personlige data, som vi skaber på vores vej gennem det moderne samfund, bliver bagefter handlet flittigt mellem firmaerne. Hvorfor tror vi, at det er gratis at bruge Google eller Facebook? Vi er som brugere ikke kunder – vi er produktet! Så ingen hykleri; hvis du vil have privatliv, må du betale for ydelserne!

Men bliver vi ikke beskyttet af lovgivningen? Ifølge EU’s Data Beskyttelses Direktiv må virksomheder ikke videresælge oplysninger, medmindre de først fjerner navne, adresser og tilsvarende personlige oplysninger, som kan knytte de handlede oplysninger til en bestemt person. Dette er langt fra tilstrækkeligt desværre.

Inden for de seneste 10 år har informationsindustrien skabt nye komplicerede algoritmer, som nemt kan knytte vores dataserier sammen med de offentlige tilgængelige oplysninger. Den adfærd, som i dag registreres gennem alle vore handlinger, skaber en personprofil, der er lige så unik som et fingeraftryk. Kobler man denne profil sammen med offentlige tilgængelige data på navn, køn, alder og adresse kan stort set alle mennesker identificeres.

Med den voksende udbredelse af the Internet of Things vil online adfærd og fysisk adfærd smelte sammen. Menneskers frihed og selvstændighed kan ikke skilles fra deres private personlige data.

Jamen betyder det noget? Efterlyser vi ikke generelt gennemsigtighed i samfundet, så hvorfor skal vi sløre vort spor og gøre vores oplysninger ikke-tilgængelige? Chefen for tænketanken Google Idea Jared Cohen har ét svar: En kvinde fra Saudi Arabien, som blot ytrer sig om sex på de sociale medier, vil være stemplet resten af livet i sit hjemland, hvis hendes identitet afsløres. Hvilket er en af årsagerne til at sociale medier, som fx Twitter, kæmper for brugernes ret til anonymitet.

Den britiske premierminister David Cameron ønsker derimod ikke, at borgerne skal kunne kommunikere krypteret indbyrdes, uden at staten kan læse med over skulderen. Det er ikke fordi han er specielt nysgerrig; men han frygter terrorisme. Men kan vi leve i et frit samfund som frie borgere, hvis vi ikke kan have hemmeligheder, og holde nogle oplysninger for os selv?

Det er her erhvervslivet står lige nu. Vi skal forholde os til en verden, hvor alle mennesker er koblet sammen i elektroniske netværk og konstant genererer data, og hvor der er ting, kunderne gerne vil beholde for sig selv.  Jeg tror, at det bliver et konkurrenceparameter at passe på kundernes identitet!