Mangfoldighed og bæredygtighed på arbejdspladsen synes at være den gyldne vej til social kapital for mange ledere. Faktisk så meget at mangfoldighed begynder at ligne politisk korrekthed. Og når det er tilfældet, holder vi op med at tænke selv. Politisk korrekthed er som vand uden sæbe. Det ser godt ud på overfladen, men intet bliver i praksis forandret.

Hvis mangfoldighed ikke giver problemer, skaber den ingen værdi. Mangfoldigheden skal sætte sig på tværs og skabe frustration. Det er nemlig ud af frustrationen, at vi tvinges til at forandre os selv og verden.

Den britiske økonom og kommentator, Tim Harford, taler om frustration som et aktivt virkemiddel til at skabe kreative løsninger på problemer. Han fortæller om en case, hvor to hold skulle løse en opgave. Det ene var et fortroligt team, der kendte hinanden ud og ind. Det andet fik et medlem, som deltagerne aldrig havde mødt.

Det sidste hold løste opgaven mærkbart bedre. Det skyldes ifølge Harford, at gruppen var presset til at overkomme den frustration, som det er at forholde sig til et nyt medlem, der vil en anden vej end resten af gruppen. Det nye og ukendte tvang gruppen til at genopfinde sig selv og finde nye kreative løsninger i et uvant forhold. Konklusionen er klar: Vi er nødt til at invitere mennesker med til bordet, som vi er uenige med, hvis vi vil presses til at nå de bedste og mest kreative løsninger.

Spørgsmålet er så, hvor gode vi er til det som ledere? Svaret er desværre: Vi er elendige. De skæve profiler skaber nemlig besvær, som vi føler, at vi ikke har overskud til at håndtere. Når vi taler om mangfoldighed i ledelsen og i bestyrelsen, forestiller vi os en harmoniske gruppe af forskellige mennesker i fredsommelig dialog omkring bordet.

Vi træffer kun anderledes og bedre beslutninger, når vi konfronteres med tankegange, der er ulig vores egne. Det, som ægte mangfoldighed, skaber er kaos.

Men så er mangfoldigheden spildt. Vi træffer kun anderledes og bedre beslutninger, når vi konfronteres med tankegange, der er ulig vores egne. Det, som ægte mangfoldighed, skaber er kaos. Det er disruption af det etablerede. De mange anderledes synspunkter, værdier og kompetencer, som man inviterer ind på direktionsgangen eller i bestyrelsen stiller spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Det er dødirriterende, men det skaber også et rum, hvor vi opnår ny forståelse og skaber bedre løsninger.

Harford nævner et andet eksempel på frustrationens livgivende kraft: Jazzpianisten Keith Jarrett var i 1975 hyret til at holde en koncert i Køln hvor en 17-årig totalt uprøvet koncertarrangør havde skaffet et dårligt piano, som Jarrett nægtede at spille på. Hun fik ham dog til sidst overtalt til at gennemføre koncerten, hvor han dybt frustreret var tvunget til at undgå tangenterne yderst på begge sider af flyglet. Han måtte simpelthen ændre spillestil fra det ene øjeblik til det næste. Og publikum elskede den nye Keith Jarrett. Hans Køln-koncert blev optaget og siden udgivet på et album, der er blevet det bedst sælgende i hans karriere.

Og det er sagens kerne i min mangfoldighedsforståelse. Vi behøver mennesker i moderne ledelse, som skaber en frustration som et ustemt piano og tvinger den etablerede ledelse til at gentænke. Pludselig giver al bøvlet mening, fordi vi ønsker at se nye muligheder, nye løsninger og nye perspektiver. En uerfaren teenager gav Jarrett et ustemt og slidt klaver, hvilket en rutineret arrangør aldrig ville have gjort, men det hjalp ham til at forny den måde, han improviserer jazz.