Jeg så for nyligt et afsnit af Ranes Museum på Danmarks Radio og blev dybt imponeret over Rane Willerslevs ledermoral.

Han trådte i sommeren 2017 til som øverste chef for Nationalmuseet, der er ramt af publikumsflugt, nedskæringer og en kæmpe regnefejl fra en tidligere økonomidirektør, samtidig med at hele det etablerede akademiske parnas hylede forarget op over, at Rane ”uprofessionelt” havde bedt designeren Jim Lyngvild om at udforme den nye vikingeudstilling.

Han er dybt berørt over at skulle fyre uskyldige medarbejdere, men stod ved sit ansvar og er optaget af at bringe museet tilbage på benene og længere frem på banen, end det har været i generationer.

Det er for Rane ikke et spørgsmål om at træffe et par enkelte strategiske beslutninger. Det handler tydeligvis om at være til stede gennem hele processen og vise sine medarbejdere, at han tror på, at det vil lykkes. Chefen for Danmarks nationalmuseum har en vision om at skabe en kulturel historisk platform for folket og er også klar over, at det kan gå galt.

Den udholdenhed, vi oplever hos Willerslev, har han trænet i hele livet. Da han blev student, fortalte hans far, som aldrig roste sine børn, at det var flot, at han var blevet student med de evner, han havde. Men Willerslev gjorde det endnu bedre, for han gik senere hen og tog en doktorgrad på Cambridge University på trods af sin ordblindhed.

Når jeg tror på stædighed og arbejdsomhed og mener, at de er nødvendige kvalifikationer hos moderne ledere, bygger det ikke på en akademisk analyse eller en videnskabelige managementteori. Det bygger på min opvækst som nordjyde og mine erfaringer gennem livet. Det er en værditing. Det er min ledelsesfilosofi. Jeg tror, at hårdt arbejde er rigtigt. Der er ledere, som skaber succes uden hårdt arbejde men man skaber bedre resultater, når man arbejder hårdt for det. Hvis ikke man behøver at arbejde hårdt, er det formentlig, fordi barren er sat for lavt.

Vær stædig, hårdtarbejdende og udholdende. Det er tre gode dogmer for fremtidens lederskab.

Mennesker er skabt til arbejde. Det ligger i hvert fald i min og den den danske kultur. Det står også i Biblen, hvor Gud i 1. Mosebog 19:3 smider Adam og Eva ud af Paradiset med ordene ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød”. Herefter var Paradiset lukket for det unge par og menneskeslægten dømt til fast arbejde i marken. Citatet er godt 2.600 år gammelt, og har siden været en moralsk rettesnor for vor tilværelse. Det er det også for mig.

Hårdt arbejde og stædighed kan virke som to mere eller mindre identiske begreber, men det er de ikke. Man kan sagtens arbejde hårdt uden at være stædig, det kræver blot udholdenhed, og udholdenhed giver ikke nødvendigvis bevægelse fremad. Behovet for stædighed dukker først op, når man er utilfreds med tingenes tilstand og sætter sig nye mål, der ikke bare sådan lader sig realisere. 

Lige nu står vores samfund på alle niveauer – politisk, socialt, teknologisk og forretningsmæssigt over for en gigantisk omstillingsproces. Danske ledere skal derfor have løftet organisationer og processer, der blev designet i forrige århundrede, over i en ny tidsalder. Det er utroligt vanskeligt. Der er meget, der skal gøres anderledes, hvis det eksisterende ikke skal ”disruptes” af techfirmaer, maskinlæring og nye algoritmer. Vi skal måske ikke nødvendigvis lykkes i denne uge, men desværre fristes mange på direktionsgangen til helt at udskyde kampen, når modstanden synes for stor, og det “jo egentlig går meget godt”.

Det er her stædigheden skal på banen. Lederskabet må ikke bare arbejde hårdt for at bevare det, vi allerede har. Lederen skal have stædigheden til at ville forandre og gøre bedre. Hårdt arbejde og stædighed i lederskabet giver to forskellige belønninger. Når vi taler om det hårde arbejde, så er det behovsudskydelsen, der er på spil. Når vi taler om stædighed, er det troen på, om det kan lykkes.

I virkeligheden er den store udfordring at sætte grænserne. Hvornår arbejder lederen for hårdt? Og hvornår bliver vedkommende ”dumstædighed”. Somme tider kan det være en fordel, hvis premierministeren siger fra og erkender, at hun ikke er den rette til jobbet. Andre gange holder lederen ved imod alle odds og lykkes, og så bevirker stædigheden, at man når det ønskede resultat. Det kan minde om at spille på rouletten: kommer sort ud, var det forkert at spille på rødt. Det ved man ofte bare først bagefter.

Ledelse er håndtering af dilemmaer, og som leder vil man altid komme i tvivl. Det 20. århundredes største statsleder – Winston Churchill – der virkede som en klippe af beslutningskraft, var i sommeren 1940 i dyb tvivl om, hvorvidt han skulle forhandle eller stå fast over for udfordringen. Han valgte det sidste og hans succés byggede på de to centrale egenskaber, jeg har talt om, og som Churchill mere velformuleret end mig udtalte således: