For nogle år siden sagde Bjarne Riis i et TV interview, at for ham som chef handlede det ikke kun om toprytterne og deres sejre; det var også vigtigt, at holdet hjalp samtlige cykelryttere til at realisere de drømme og mål, de hver især havde. Det forbavsede mig en lille smule. Jeg havde haft det åbenbare forkerte indtryk, at professionelt cykelløb alene handlede om, at stjerner skulle vinde og så var resten blot vandbærere, der kunne ofres på sejrens alter. Men sådan så Bjarne Riis ikke på det. Han havde lige stor respekt for alle sine ryttere og ville gerne, at de på hvert deres niveau fik chancen for at realisere deres personlige mål, mens de var på hans hold.

Det afspejler en forretningsmoral, som også er blevet formuleret af Immanuel Kant i hans ”kategoriske imperativ”, der blandt andet fastslår, at mennesker aldrig blot må være et middel til andres mål, fordi mennesker er et mål i sig selv.  Vi må ifølge Kant ikke bare bruge andre mennesker. Og allerede her kommer vi på kant med begrebet ”human ressource”; for mennesker er efter min – og Kants mening – ikke bare en ressource på linje med kapital og råvarer, som erhvervsledere kan bruge efter forgodtbefindende. Det betyder ikke, at vi ikke kan ansætte mennesker, når vi behøver hjælp og afskedige dem igen, når behovet forsvinder eller de ikke leverer op til det, de har lovet. Det betyder heller ikke, at mennesker kan krybe i skjul bag Immanuel Kant og lægge hele ansvaret over på chefen. For så behandler de deres chef som et middel til at få deres vilje, og han er som dem selv et mål i sig.

Lederskab begynder og ender med respekt for mennesker, men jeg vil gerne bringe det endnu et skridt videre; godt lederskab involverer menneskekærlighed.

Der er sikkert nogle, som vil kunne beregne, at det oven i købet betaler sig at være menneskekærlig; der er sikkert også nogle, som vil kunne beregne, at det kun er noget, man kan tillade sig, når man har sorte tal på bundlinjen. Begge dele er noget sludder.  Når man er leder for en organisation skal man føle kærlighed til andre mennesker, fordi det er det rigtige. Det har intet med økonomi at gøre. At føle hengivenhed og kærlighed til andre mennesker er en livsfilosofi; det handler om, hvad man mener er rigtigt og forkert. Fjern menneskekærligeden fra ledelse og så har vi blot kunstig intelligens.

De fleste af os oplever med jævne mellemrum at andre mennesker – medarbejdere eller chefer – gør ting de ikke behøver, men som de gør alligevel af loyalitet og respekt for vedkommende, netop fordi de føler, at den pågældende medarbejder, chef eller kunde ikke kun er et middel til egen vinding men et tværtimod et mål i sig selv. Og begge parter på hver side af lighedstegnet oplever en glæde ved situationen. Den glæde må man som leder ikke afskrive sig.

Tager vi skridtet videre på organisationsniveau er en virksomheds legitimitet tilsvarende ikke blot at tjene penge, men at den varetager et formål – at den gavner samfundet. Og alt det, vi laver i vores virksomheder og i vore liv skal efter min mening gavne verden.  På samme måde som jeg mener, at mennesker er et mål i sig selv, er verden og samfundet det samme. Vi må ikke bruge vort samfund alene som et middel til at fremme egne mål.

Mennesker må aldrig blot være et middel til andres mål, fordi mennesker er et mål i sig selv.

Vi står lige nu over for en række fundamentale udfordringer: klimaet er under pres, biodiversiteten er truet og mennesker er presset af globalisering. Ifølge en nylig FN rapport er eksempelvis en million arter på kloden truet og én af rapportens forfattere, Robert Watson udtalte ved fremlæggelsen at ”Biodiversity is important in its own right”, altså at vor klodes arter ikke behøver at retfærdigøre deres eksistens – de er beskyttet af vor kærlighed til livet.

Derfor må en leder ikke miste sin integritet; hun må ikke opgive sin kærlighed til verden og livet på grund af kravet om økonomisk gevinst, og det er overdrevent økonomiske hensyn, som har skabt mange af de problemer, der lige nu virker uoverstigelige. Dette er naturligvis ikke en let udfordring; som i de fleste spørgsmål står lederen i et dilemma – hun må afveje sine beslutninger mellem det ideelle og det moralsk forkerte. Hvor denne grænse ligger varierer fra menneske til menneske. Men det afgørende er, at den enkelte ikke overskrider denne personlige grænse. Så taber man sin personlige integritet. Så handler man på trods af sine grundlæggende værdier og så taber man som menneske, og ingen organisation kan kræve at en leder skal gå så langt i håndteringen af dilemmaer. Taber man denne autenticitet, bliver man en fej leder, der ikke tør føre sig selv og sine medarbejdere i den retning, man inderst erkender, er den rigtige. Søren Kierkegaard formulerede det bedre end mig, da han for små to århundreder siden sagde: “At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”. Og Kierkegaard kunne have tilføjet ”…og miste tilliden fra alle de mange mennesker som følger dig, fordi de troede du havde personlig integritet”.