Hvis man kører ind gennem porten med de to store granit elefanter til Carlsberg’s gamle bryggeri i Valby i København, kan man over indkørslen læse brygger Carl Jacobsens motto ”laboremus pro patria”. Det betyder ”lad os arbejde for fædrelandet”. Skulle man være i tvivl, så var Jacobsens ambitionen ikke hurtige penge skabt gennem gambling; ønsket om værdiskabelse var langt større, hvilket formentlig er medvirkende til at Carlsberg i dag er en af verdens største bryggerier.

For et par måneder siden, da kronen var under belejring af internationale spekulanter, bragte fjernsynet et interview med en dansk indehaver at et investeringsfirma i London, der på kundernes vegne tog aktivt del i angrebet mod den danske krone.  Hvis det lykkedes dem og de andre spekulanter at få kronen til at kollapse, ville det betyde en stor gevinst for firmaet og dets institutionelle kunder.

Det er et pokerspil, sagde finansmanden. Investorer og Nationalbanken sidder og kigger hinanden i øjnene, men ingen af dem er meget for at vise deres kort. Spørgsmålet er, hvem der først kommer til at blinke med øjnene.

Det korte klip gjorde indtryk på mig; jeg ved, at den slags ting foregår og altid har foregået, men den usminkede kyniske spekulation imod et lands interesser, rørte alligevel ved nogle af mine grænser og moralbegreber.

– Jeg mener ikke, at jeg er usolidarisk eller svigter fædrelandet, sagde finansmanden. Hvis folk bliver forargede, viser det blot, at de ikke ved, hvordan markedet fungerer. Det der foregår hér, er helt normalt. Hvis det ikke havde været den danske krone, havde det været en anden valuta. Nogle føler, at det er et angreb på Danmark. Det er det selvfølgelig ikke. Det er bare et forsøg på at tjene nogle penge – nogle hurtige penge. Og det vil vi jo alle gerne, tilføjede han. 

Jeg er ikke helt enig!

Næsten samtidig med interviewet i London bragte fjernsynet en anden reportage, denne gang fra et mejeri i Nordjylland, hvor direktøren talte om konsekvenserne af, at kronekursen eventuelt gik i vejret. En stærkere krone vil fordyre mejeriets ost i udlandet med måske 20 pct., få salget til at dykke og formentlig medføre, at ledelsen ville blive nødt til at afskedige medarbejdere. Mejeriets store arbejdsindsats med at udvikle gode oste og etablere et salgsapparat ude i verden ville være sat år tilbage.

Finansialisering

Den ligefremme finansmand og hans firma fortjener ikke være syndebuk for Danmarks eventuelle valutaproblemer og konsekvenserne heraf. Her er intet hykleri. Spekulanten fortæller åbent og ærligt, hvordan landet ligger. Respekt for det. Men han er symptom på en global finansiel udvikling, som jeg mener, vi skal sætte spørgsmålstegn ved.

Over de seneste 30 år er mange store virksomheder, pensionskasser og pengeinstitutter blevet så kapitalstærke, at selve kerneforretningen træder i baggrunden til fordel for komplicerede finanstransaktioner og spekulationer. Det så vi senest med OW Bunker. Her kunne ledelsen ikke få den almindelige forretning til at hænge sammen, eller vokse hurtigt nok, og i stedet for at udvikle og forbedre kerneforretningen, forsøgte man at redde butikken gennem spekulation på finansmarkederne. Denne udvikling betegnes ”finansialisering”; det globale finansmarked er blevet en økonomi i sig selv, større end den underliggende økonomi, der reelt skaber værdierne.  En helt ny rapport fra Bank of England viser således, at de 10 største investeringsbanker primært tjener deres penge på finansmarkedet og ikke gennem at servicere deres kunder. I 2013 tjente investeringsbankerne $140 milliarder og af disse hidrørte $35 milliarder fra interaktion med den ”virkelige” økonomi, mens $105 milliarder blev hentet ud af det finansielle system.

Det er et pokerspil, sagde den danske finansmand; det er ikke et angreb på Danmark; i morgen er det en anden valuta; det handler bare om at tjene nogle hurtige penge, og hvem vil ikke det? Ordvalget minder om lejemorderens ”it’s nothing personal”, inden han trykker på aftrækkeren; underforstået, hvis jeg ikke gør det, gør nogle andre det. Som om det er en trøst for vort mejeri!

Finansialisering handler i stigende grad om profit gennem lotterispil uden hensyntagen til konsekvenserne; finansmarkederne har udviklet sig til et globalt pokerbord. Sidste gang klodens erhvervsliv brød sammen, skete det, fordi førende finansinstitutioner forsøgte at blive rige uden reelt at skabe værdier for andre.

Hvad ville vi sige, hvis sygehusene, bilfabrikkerne, landbruget og universiteterne også sagde: det handler bare om at tjene hurtige penge? Ville vi kunne opretholde tilliden til virksomhederne, hvis deres erklærede mål var at skabe størst mulig profit gennem gambling? Naturligvis ikke.

Problemet har to sider: Dels den etiske, som handler om, hvorvidt det er anstændigt for en virksomhed at gamble sig til succes – eventuelt mod et lands interesser? Og den skal jeg ikke komme ind på her. Den anden side er langt mere mere relevant: nemlig, hvilken vej vælger en virksomheds ledelse at forfølge, når den er presset økonomisk? Søger man at tjene hurtige penge eller vælger man finde nye veje for at skabe værdi for sine interessenter? 

Der er et eller andet, der skurrer forfærdeligt i ørerne, hvis man siger: her i virksomheden går vi efter hurtige penge! Sætningen har en indbygget profeti om et kort liv. Man kan ikke skabe værdi til sine ejere og kunder under de omstændigheder. Det er derfor OW Bunker gik sønder! Det var derfor Lehman Brothers måtte dreje nøglen om. Man ville skabe profit på lang sigt uden at skabe værdi.

En afsluttende krølle på halen: forleden kunne Nationalbankdirektør Lars Rohde fortælle, at 2/3 del af presset på den danske krone ikke kom fra udenlandske investorer men fra danske spekulanter!