Rejsen startede for cirka seks år siden, hvor vi valgte at ansætte vores første studentermedhjælper. Det viste sig hurtigt at være en god oplevelse, fordi jeg fik ansat en dygtig ung fyr med masser af initiativ, arbejdsomhed og glød. En blev til to, tre, fire, og i dag har jeg otte studentermedhjælpere ansat, og jeg tør godt sige, at der er stor forskel på at skulle lede et ungt menneske og de otte, som jeg i dag har ansvaret for.

Min erfaring er, at mange ledere arbejder med de såkaldte ’millennials’: de der unge mennesker, som er kendt for at være lidt egoistiske, som er alt for digitalt afhængige, og som er klar til at skifte jobbet ud på 0,5.

Mine studentermedhjælpere er selv i millennial-kategorien, og det er ikke altid lige nemt at arbejde med denne generation.

Hver dag står jeg imellem to kontraster for ledelse af mine studentermedhjælpere. På den ene side skal jeg understøtte deres færdigheder, som på mange punkter langt overgår mine egne. På den anden side skal jeg sørge for, at de får noget reel arbejdslæring ind under huden. Det er en svær opgave, som kræver ros, rammer, tilpas frihed og af og til et wake-up-call, når tingene går lidt skævt.

Ledelsesbøvlet er, at jeg skal overskue og have overblikket over otte skide millennials :-), som gerne vil redde verden og løse store arbejdsopgaver samtidig med, at de ikke kan sætte kommaer og overskue deres egne ambitioner. De kaster sig konstant ud i meget mere end de kan gabe over, og de higer efter den næste store opgave, som de kan sætte på deres CV. De ønsker store udfordringer, men er ikke særlig risikovillige, og de insisterer på at blive hørt og set. Min opgave er så at skabe rammerne for, at det lader sig gøre at prioritere og fokusere deres arbejdsopgaver, sætte retning for dem og at fungere som en slags reservemor, når det er nødvendigt – så vi rent faktisk får færdiggjort ting til tiden.

På den ene side skal der sættes fri, og på den anden side skal der strammes til– den balance kræver, at jeg lytter, griner, bliver hidsig og giver masser af ros.

Jeg forsøger at løse min ledelsesopgave ved at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til udvikling af den enkelte gennem kyndig vejledning. Der skal være frie tøjler, men faste rammer. Vi skal grine, men samtidig nå de deadlines, som er vigtige for, at vi når vores kerneopgaver. Jeg følger den enkeltes arbejdsopgaver tæt for at kunne coache og være mentor og sikre færrest mulige fejl. Vi har en fri, humoristisk tone, hvor fejl og mangler italesættes, uden at det opleves som reprimander – for de er alle følsomme, unge mennesker, som hver især ønsker at blive positivt stimuleret. Den ledelsesopgave kræver tid, tålmodighed og overskud, og ofte når jeg ikke mine egne opgaver, som så må løses på andre tidspunkter.

Dilemmaet er, at disse unge mennesker, der bestemt ikke sætter deres lys under en skæppe, bibringer masser af nye tanker og ideer, gå-på-mod og sjov i gaden; halleluja! Nogle gange er jeg ved at få totalt pip i hovedet, når der hele tiden er en kø af studentermedhjælpere, som lige skal have ros, vejledning eller et lille kommakursus, fordi de bare ikke har styr på det helt basale, eller, eller, eller… Men samtidig elsker jeg energien, umiddelbarheden og ærligheden, som de alle bringer med sig, og jeg ville overhovedet ikke være det foruden selv om, at jeg ofte skal tage en ekstra dyb indånding og tænke lidt ekstra på den dejlige kop kaffe, som jeg skal have i fred og ro efter en arbejdsdag med studentermedhjælpere i huset.