Man kan ikke tænde sit fjernsyn eller åbne et nyhedssite uden at møde ordet ’bæredygtighed’. Det er et emne, som alle virksomheder skal forholde sig til, fordi vi alle har et ansvar for vores verdens fremtid.

Det er glædeligt, at bæredygtighed er blevet en del af den verdensomspændende agenda. Men når vi taler om at skabe en bedre fremtid, virker det af og til som om, at vi har glemt, at bæredygtighed kan omhandle andet end miljøet. Her tænker jeg specifikt på den menneskelig ressource, som vi behandler som en uudtømmelig ressource.

»Jeg har fået stress, så jeg var nødt til at sygemelde mig«, meldte en af mine gode venner under en kaffesnak for nyligt. Hun var den tredje person i mit nærmeste netværk til at sige de ord på bare et par måneder.

Hendes situation var ikke ulig de andres, der i bund og grund handlede om fortvivlelse og forvirring over ikke at blive lyttet til, at der blev stillet krav uden mål og mening, endeløse møder med dårlig stemning og ingen resultater nået. Eller sagt på en anden måde: de var alle ramt af ekstrem dårlig ledelse på arbejdspladser, der ikke tog hensyn til det enkelte menneske.

Det har været overvældende at opleve, at dygtige og kompetente mennesker er gået fra 100 til 0 på grund af dårlige arbejdsforhold. Det er skidt købmandskab. Men hvad skal der til for, at vi ledere vågner op og tager ansvaret for den menneskelige ressource i vores virksomheder? Vi har så travlt med tvinge et excelark ned over enhver problemstilling, at vi glemmer at kigge hinanden i øjnene og have en fornemmelse for den enkelte medarbejder.

Vi står i døråbningen til et nyt årtusinde med udfordringer, der ikke tidligere er set. Der skal findes mange nye løsninger på mange nye problemstillinger, og så kan det jo ikke nytte, at en stor del af arbejdsstyrken er hjemme på grund af stress. Vi har brug for alle, og alle har brug for at blive brugt. Derfor tror jeg på, at bæredygtighed må og skal starte med os selv.

Lad os derfor huske på, at bæredygtighed ikke kun handler om det grønne, genbrug og virksomhedens sociale ansvar. Lad os få puttet lidt menneskelighed ind i begrebet. Som et nært familiemedlem engang sagde

Det er logik for perlehøns, at vi ledere skal sørge for at medarbejderne trives, for hvis tilliden og trivslen ødelægges, så ødelægges kreativitet og vækst i hele din virksomhed.

Det kan næppe siges mere præcist.