I FN’s seneste World Happiness Report kommer Danmark ud som det lykkeligste land i verden, fordi vi scorer exceptionelt godt på syv forskellige parametre. I den forrige rapport fra 2015 var vi ganske vist røget ned på en 3. plads, men nu er vi igen en klar etter på lykkeskalaen. Jeg kan næsten høre respondenternes svar til intervieweren: ”vi har det jo godt i Danmark” med vores gratis hospitaler og skoler, mindsteløn på over $20 i timen og uddannelsesstøtte til de unge i seks år.

Men noget skurrer fælt i mine ører: Verdens lykkeligste folk?  I de seneste 10 år har den danske økonomi stået bomstille. Vores bruttonationalprodukt er endnu ikke tilbage, hvor det var før finanskrisen. Sveriges samlede BNP er vokset 12 pct. siden 2008, mens vi har haft minusvækst. Havde vi fulgt med svenskerne, ville vi have været 233 milliarder kroner rigere, end vi er idag. Vores økonomi er i bunden af OECD-landene, og vi skal til Sydeuropa for at finde tilsvarende lave vækstrater.

Men det bliver værre endnu. En analyse fra Dansk Erhverv viser, at erhvervslivets investeringerne faldt 20 pct. med finanskrisen, og at vi stadig ikke kommet tilbage på det tidligere niveau. Nye investeringer i danske virksomheder er i dag mindre end afskrivningerne; med andre ord vores produktionsapparat er i gang med at slides ned, hvilket fortæller, hvorfor vores BNP er stagnerende.

Og jeg bliver nødt til at nævne flere strukturelle dårligdomme. Prøv at se ud over selskabs-landskabet og børsindekset. Blomsten af dansk erhvervsliv er fyldt af gamle fødevare- og industrivirksomheder, som blev skabt for halve og hele århundreder siden: Arla Foods, Danish Crown, Novo Nordisk, Danfoss, Grundfos, Mærsk, Vestas, Bang & Olufsen, Lego. Hvor er de nye lokomotiver? Hvor er de danske Apple, Starbucks, Facebook, eBay, Google og Easyjet?

Svenskerne har dem. Tyskerne har dem. Vi har dem ikke. De er kvalt i et bjerg af Matador-mix og vingummibamser! Verdens lykkeligste folk er nemlig også verdens mest slikspisende folk kun overgået af Finland, men det er også det eneste land, som har en økonomisk vækst, der er ringere end Danmarks. Men hvordan kan vi som et lille land hamle op med de store? Spørg islændingene. De er blot 300.000 mennesker, og de har trukket sig op ved hårrødderne ud af en økonomisk katastrofe, genskabt beskæftigelsen og buldrer nu fremad. Og i øvrigt har vor lidenhed aldrig tidligere holdt dansk erhvervsliv tilbage.

Danskerne er ikke noget dovent folk. Tværtimod! Vi arbejder hårdt og samvittighedsfuldt, og vi viser respekt for hinanden i samfundet. Det er derfor, Danmark er blevet rollemodel for Bernie Sanders. Men hvad den amerikanske præsidentkandidat ikke ved er, at danskerne er ved at hygge sig ihjel.

I de seneste 10 år har vi blot forsvaret, hvad vi allerede har. Vi har mistet tidligere tiders ambition og nysgerrighed på fremtiden. I et decennium har det danske samfund flyttet rundt på liggestolene på dækket af Titanic. Vi har intet nyt skabt.  Vi har fået 75.000 flere mennesker i arbejde – hvilket er menneskeligt og socialt vigtigt – men det har været jobs, som ikke i væsentligt omfang har bidraget til økonomisk vækst.

Vi skal finde sulten tilbage, så vi får noget at stræbe efter. Og det behøver ikke blot være at tjene penge; vores økonomiske vækst har historisk startet med, at ærekære danskere ville udforske verden, forandre den og vise at de kunne gøre en forskel.

Ansvaret for dette skal findes i hele vort eget land. Vi danskere er blevet for nøjsomme. Vi har tabt ambitionerne om storhed og eventyr i en facebook-verden, hvor vi sidder og hygger os på café. Vi skal alle til at tage os sammen. Vi skal finde sulten tilbage, så vi får noget at stræbe efter. Og det behøver ikke blot være at tjene penge. Vores økonomiske vækst har historisk startet med, at ærekære danskere ville udforske verden, forandre den og vise, at de kunne gøre en forskel.

Men inden jeg gør ansvaret for stilstanden i den danske økonomiske til et kollektivt ansvar, vi alle kan løbe fra, vil jeg rette blikket på erhvervslivets topledere – og i særdeleshed bestyrelserne. Det har aldrig været politikerne eller den almindelige medarbejder, som har taget initiativet til at lægge telegrafkabler over kontinenterne eller bygge jernbaner og broer ude i verden. Det har været ambitiøse danske virksomhedsledere.

Naturligvis er Danmark ikke verdens lykkeligste land. Betegnelsen er idiotisk og blot skabt på grundlag af en algoritme, som har kværnet diverse nationale nøgletal. Et folk med 10 års stilstand er ikke i nærheden af at kunne kalde sig lykkeligt. Den amerikanske psykologiprofessor Mihaly Csikszentmihalyi har afdækket, at følelsen af lykke typisk opstår, når man arbejder koncentreret mod et meningsfyldt mål, der kun lykkes ved opbydelsen af alle sine evner – i en tilstand, hvor man nærmest glemmer sig selv i processen. Og der er dansk erhvervsliv ikke! Vi kan gøre det så meget bedre – og vi er udmærket klar over det. Det er derfor, vi dulmer frustrationen over et kedeligt eller stresset liv med vingummi, rødvin og lykkepiller.

Heldigvis er løbet langt fra kørt. Erhvervslivets topledere kan ændre vilkår den dag i dag – lige nu – det eneste, det kræver, er, at virksomhederne begynder at forfølge nye ambitiøse forretningsmål, som kræver et langt større engagement, end det de fleste af os slipper afsted med i dag.