Man bliver træt helt ind til knoglerne, når man nu igen læser om banditter i habitter, der kun tænker på egen profit uden at tage ansvar. Det er naturligvis Nordea sagen, som jeg tænker på, og jeg må indrømme, at det er enerverende igen og igen at læse om moralens forfald på de bonede gulve i den finansielle sektor.

Problemet er, at man oplever at topledelserne genererer indtjening, herunder egen indtjening på et moralsk forkert grundlag. Jeg har i princippet ikke noget imod, at topchefer kan få gode lønninger, de skal blot tage ansvaret for at virksomheden har en sund bundlinje. Og det betyder, at man også tager hensyn til det omkringliggende samfund som giver muligheden for den gode indtjening. Vores samfund er bygget på ideen om, at vi alle skal bidrage til den fælles kasse og det gør størstedelen af danskerne og vores virksomheder også. Etik, moral og ansvar må komme før bundlinje og personlig indtjening og det, der skal give grobund for god indtjening må bygge på disse principper.

Magnus Barsøe har med artiklen ’Nykredit-top fedtes ind i Nordea-skandale’ i Finans i går ramt hovedet på sømmet, når han skriver:

”Hele ideen med, at topledere får en guldrandet lønpakke, er jo netop, at de står til ansvar for både gode og dårlige beslutninger. Det giver ingen mening, hvis man aflønnes for at tage ansvar, men at man så undgår ansvar, når skandalerne rammer.”

At modtage mange millioner i gage uden at ville tage ansvaret for at det foregår på en ordentlig måde er noget, der burde høre en anden tid til. I min optik er det simpelthen kapitalistisk-80’er tænkning og, hvis man taler med de unge generationer, så har de helt andre tanker for fremtiden.

Jeg har til dagligt ansvaret for en gruppe Millennials, som naturligvis gerne vil have jobs i fremtiden, som giver en okay løn; men ingen af dem er optaget af at skulle have mere end det, der skal til for at have en godt liv. Næh, de er faktisk meget mere optagede af, hvad det er for en verden, vi giver videre til dem. De er optaget af, om vi finder løsninger på vores fælles klimaproblemer, de ønsker, at der skal være mening i deres liv og job, og så ønsker de at dele på en helt anden måde, end vi andre havde tænkt muligt.

Med denne unge generation er deleøkonomien blevet til virkelighed; vi deler gerne vores hjem eller bil med fremmede når der er plads, eller når vi ikke selv har brug for det. De unge går gerne i second-hand tøj og mener, at det er mere cool at genbruge end bare at forbruge. De ønsker at være tilknyttet virksomheder med identitet og mening. Og så er de oprigtig optagede af, hvordan vi med innovation og kreative løsninger kan udnytte klodens ressourcer på en bæredygtig måde.

Vores egen rektor hos Business Institute har gennem den senere tid skrevet artikler om dogmeregler for ledelse, og budskabet er klart: der skal medmenneskelighed, sunde værdier og mod til for fremtiden ledere.

Der er da godt nok langt fra disse tanker til det mindset, som man ser blandt nogle topledere, og jeg tænker, at hvis man ønsker at fastholde eller tiltrække de unge, så skal der andre boller på suppen. De unge (i hvert fald mine unge Millennials) ønsker ikke at blive connected til virksomheder med blakkede ry, det er simpelthen for old school og outdated; de ønsker i stedet at kunne bidrage til at sætte et positivt fingeraftryk på verden.

Hvis ikke magthaverne gør noget ved det, vil de unge så gøre op med denne tænkning?

Jeg håber af hele mit hjerte, at de unge vinder denne kamp, for der er oprigtig brug for, at vi gør op med den nuværende tænkning omkring goder og fordeling heraf, hvis vi vil skabe et samfund med sund moral og bæredygtige løsninger – ikke kun for vores egen lille matrikel, men også globalt.