»Boris Johnson taber til demokratiet« stod der fornylig i en overskrift i New York Times. Og det er jo rigtigt, fordi det britiske parlament har nedstemt alle Boris’ lovforslag, siden han blev regeringschef. Og før ham var det Theresa May.

Betyder det så, at parlamentet vinder over premierministeren i forhold til Storbritanniens fremtidige forhold til Europa? Nej, det ville være synd at sige. Parlamentet i Westminster har siden EU-afstemningen den 23. Juni 2016 ikke været i stand at enes om noget som helst. Vi er vidne til en demokratisk nedsmeltning, eller måske snarere en nedsmeltning i demokratisk lederskab, for demokratiet fungerer jo egentlig i bedste velgående.

I mere end tre år har de politiske ledere været pinligt handlingslammede, det eneste, de har formået, er at blokere for hinanden. Jeg kender godt Churchills berømte citat om, »at demokratiet er den værste styreform bortset fra alle de andre«, men det kan vi ikke længere bruge som undskyldning. Brexitsyndromet eksisterer nemlig overalt i hele den vestlige demokratiske verden og på alle niveauer i samfundet. EU er også handlingslammet og på en dårlig dag kan jeg selv frygte, at det europæiske projekt falder fra hinanden. Mønstret genfindes i erhvervslivet og i de institutioner, som udgør rygraden vort samfund: vores ledere er ikke i stand til at træffe de strategiske beslutninger, der skal til for at skabe succes i en ny digitaliseret global virkelighed. Kina og kinesiske virksomheder kan godt og de er ikke et demokrati.

Min agenda er ikke at nedgøre demokrati som styreform eller gå imod Churchill men at udforske det lederskab, som udføres inden rammer med en høj grad af konsensus: Hvordan kan vi udvikle lederskabet i det 21. århundrede med afsæt i de værdier, som vi alle er enige om? For det er pinligt, at en håndfuld britiske ledere efter tre år ikke har været i stand til at træffe en beslutning, der kan føre deres land og 66 millioner mennesker ind i en ny fremtid. Ligesom det er pinligt, når lederskabet bag fx rejsegiganten Thomas Cook med 22.000 medarbejdere, der konstant har 600.000 kunder på ferie, lader sig udradere af websites som hotels.com og momondo.

Det er pinligt, at en håndfuld britiske ledere efter tre år ikke har været i stand til at træffe en beslutning, der kan føre deres land og 66 millioner mennesker ind i en ny fremtid.

Som jeg ser det, er udfordringen for moderne lederskab todelt. For det første bygger vi på beslutningsmodeller og institutioner, skabt i det forrige århundrede eller endnu tidligere. Vi har politiske partier, et arbejdsmarked og finansieringsmodeller, der er udviklet til et samfund, som ikke længere eksisterer. De er simpelt hen ikke konstrueret til radikal forandring men alene til løbende udvikling. Med et engelsk ord, så hæmmes nyudviklingen af legacysystemer. Vestlige erhvervsledere taler om digital transformation, i Kina har de ikke udtrykket, her taler de alene om at skabe løsninger, der bygger på teknologi.

For det andet slås mange ledere om fortiden ikke fremtiden. Når det britiske parlament ikke kan blive enige, skyldes det ikke, at Labour og de konservative strides om vidt forskellige fremtidsvisioner. Ingen af parterne har noget som helst, der ligner en vision. De slås alene om hvilken vision af fortiden, Storbritannien skal holde fast i.

John Sculley, der i ti år var topchef for Apple, da selskabet og Steve Jobs stadig var ganske unge, har sagt, at innovation ikke vokser ud af demokratisk lederskab. Alle de ledere, som står i spidsen for de agendasættende techgiganter fra Amazon til Facebook har fulgt deres egne visioner; deres succeser bygger ikke på konsensus. John Sculley har arbejdet i 35 år i Sillicon Valley og mener samtidig, at hvis man vil innovere, må man acceptere, at noget kan gå galt. Politik bygger på en nulfejls kultur.

Jeg er på sin vis enig med Sculley i, at lederskab ikke kan baseres en konsensuskultur, med mindre vi da taler om populisme. Lederskab er i sagens natur at tage sin organisation eller sin befolkning ud af det kendte og trygge ind i det nye og risikable. Det er også derfor, vi har repræsentativt demokrati. Vi skal som borgere i et demokrati ikke stemme om alle politiske beslutninger eller som kunder opfinde fremtidens produkter selv. Det har vi overladt til nogle få at gøre på vores vegne. Erhvervslivet, er demokratisk i hvert fald frem til ejerkredsen og som sådan, kan vi godt sammenligne erhvervsledere og politikere, da deres problemer er identiske:

Lederskab er i sagens natur at tage sin organisation eller sin befolkning ud af det kendte og trygge ind i det nye og risikable.

De er hæmmet af gamle systemer og mangel på visioner; hvad kommer så først, hønen eller ægget? Jeg tror på ægget, hvis man med ægget hentyder til visionen, der endnu ikke er brudt ud af sin skal.

John Sculley siger, at innovation ikke vokser ud af demokratisk lederskab, og naturligvis har han en vis ret, ledere skal undervejs bruge deres magt og indflydelse til at træffe beslutninger, som flertallet ind i mellem er imod. Hvis alt nyt skulle til afstemning boede vi stadig i jordhuler. Men ledere er i øvrigt ikke ofre for flertallet. De ledere, der giver sig tid til at forstå mennesker og som har visioner, de evner at forklare, bliver ofte fulgt af vælgere, kunder, investorer og medarbejdere.

Og så er vi tilbage i Westminster eller et hvilket som helst direktions- eller bestyrelseslokale. Vi lever i en historisk tid, hvor vi skifter virkelighed og lige på dette tidspunkt i disse år betyder visionerne. Det er her lederskabet begynder og slutter. Heldigvis behøver man som leder ikke at få alle visionerne selv; hvis man er tålmodig og bliver ved med at lede, kan man blive inspireret af andre, som ser længere end én selv.