business-institute.dk bruger cookies til trafikmåling, optimering af sidens indhold og markedsføring. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.

Chrestina Munkholm Ib

Private Island

Why Britain Belong To Someone Else

”Private Island: Why Britain Now Belongs to Someone else” er en ny og set med danske øjne uhyggelig aktuel bog, der handler om 30 års privatisering af britiske økonomi. I løbet af en generation er rygraden i den britisk infrastruktur i form af jernbaner, forsyningsselskaber, postvæsen og socialt boligbyggeri blevet bortsolgt af staten til private kapitalfonde. Salget har ramt stort set alle borgere i form af dårligere service og højere regninger. Institutioner der engang blev etableret for at servicere borgerne er nu havnet i hænderne på nye ofte udenlandske ejere, som har gjort borgere som kunder. Forfatteren og journalisten James Meek forsøger gennem 6 essays at beskrive et fejlslagent nationalt privatiseringsprojekt.

Summary

I løbet af en enkelt generation er rygraden i britisk økonomi i form af jernbaner, forsyningsselskaber, postvæsen og socialt boligbyggeri blevet solgt af staten til private ejere, som ikke kan gøres ansvarlige. I seks brillante essays beskriver den prisbelønnede forfatter og journalist James Meek, hvordan Storbritanniens offentlige service er blevet privat, hvilket har ramt stort set alle borgere i form af dårligere service og højere regninger. Institutioner, der engang blev etableret for at servicere borgerne, er havnet i hænderne på nye ofte udenlandske ejere, som ser borgerne til kunder.

James Meek udforsker de menneskelige historier bag den trinvise privatisering, der blev sat i gang under Thatcher, men som er fulgt op af hver eneste britisk regering lige siden. Han beskriver gennem hundredvis af interview og eksempler, hvordan national ejendom er blevet solgt og borgerne er blevet overdraget til private skatteopkrævere. Som James Meek understreger flere gange: Hele betalingsstrukturen er blevet ændret. Mens infrastrukturen var ejet af det offentlige, blev priser og ydelser tilpasset, så alle havde adgang til ydelserne og betalingerne stod i forhold til, hvad de dårligst stillede havde råd til. Nu er det hele forretning – rige og fattige betaler det samme og det de betaler, går til aktionærerne, som ofte er selskaber spredt over hele jorden ofte i uhensigtsmæssige ejerforhold. 

Få briter er klar over, at Enron, der kollapsede i 2001, ejede selskabet Wessex Water, som betjener Dorset Sommerset og Wiltshire. Få ved, at energiselskabet Electricité de France er en de af 6 førende forsyningsselskaber af strøm til briterne, at det ejer en portefølje af elværker, en del atomdrevne, som for nylig er blevet re-nationaliseret – ikke af briterne men af den franske stat. Få ved, at Northumberland Water, som betjener Nordøst-England, er ejet af Hong Kong selskabet Cheung Kong Infrastructure Holdings, som også har monopol på elektricitets-kablerne i London Underground. Blandt hovedinteressenterne i den privatiserede vandforsyning er canadiske pensionister og kinesiske investorer!

Hvordan kan vi fortsat tale om britisk uafhængighed, spørger Meek? Den britiske stat giver nu større tilskud til de nye private jernbane-ejere end British Rail tidligere fik. Samtidig hæver de nye ejere billetpriserne og belønner aktionærerne med rekord-indtjeninger. De almindelige briter er blevet del af udenlandske selskabers indtægtsstrøm.

Det eneste, regeringen endnu ikke har privatiseret, er NHS – National Health Service, altså det offentlige sundhedssystem. Det tør de trods alt ikke. Men som Meek skriver, skiftende regeringer har fået hospitalerne til at konkurrere om ressourcer og invitere private selskaber til at tage del i driften. Så hvis man vil, har man nu en hospitals-struktur, hvor privatisering er ligeså enkelt at indføre, som at tænde for en kontakt. 

Når man læser ”Private Island: Why Britain Now Belongs to Someone else” kommer man uvægerligt til at sammenligne Storbritanien med den udvikling, som er foregået og som forgår lige nu i Danmark.

Vi har hørt, hvordan staten har solgt en del af DONG til investeringsselskabet Goldman Sachs, der oprettede et selskab i skattelyet Luxemborg. Det var et selskab, som igen var ejet af investeringsselskaber med ejere i Kayman Island. Og for få uger siden kunne vi læse, at DONG truede med strømsvigt, hvis den danske stat ikke trådte til med subsidier. Det lyder som symptomer på britisk syge.