I november sidste år var hvidvaskningssagen i Danske Banks på sit højdepunkt. Offentlighedens kritik af bestyrelse og direktion var hård og uanset hvilke tilbagemeldinger og undskyldninger, der kom fra Holmens Kanal, havde det ikke rigtig nogen effekt. Snarere tværtimod. Hver ny pressemeddelelse hidsede blot de sociale medier endnu mere op.

Men så trådte den 40-årige direktør for A.P. Møller Holding, Robert Uggla ind på scenen. Han er oldebarn af stifteren A.P. Møller og direktør i familiens investeringsfond, der med 21 pct. af aktierne er Danske Banks hovedaktionær. Nu kunne landets største virksomhed ikke længere leve med roderiet i landets største bank og forlangte, at toppen af bestyrelsen blev skiftet ud. Ikke mere vrøvl og overflødig snak – ikke mere tid at spilde. Nu skulle banken rettes op.

Robert Uggla havde længe levet en tilbagetrukken rolle i offentligheden, men nu trådte han i karakter sammen med fondsformand, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, og angav en ny retning for Danske Bank. Robert Uggla blev fulgt af de øvrige ejere.

Det er et skoleeksempel på ledelse. Det har intet med management at gøre. Derfor skal enhver chef også vide, hvornår hun leverer ledelse og hvornår, det er tid til management og administration. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet, men det er to forskellige funktioner. I deres kerner handler det om at vise retning og mål eller sætte organisationen i stand til at nå dem. Vi har herhjemme mudret begreberne godt og grundigt: Den daglige leder af en virksomhed kaldes en ”administrerende direktør” og ejerne benævnes ”bestyrelsen”. Men det er der ikke meget dynamik og fremdrift i.

I disse år er behovet for ledelse udtalt. Det offentlige og private erhvervsliv er i en situation, hvor der er brug for omstilling. De gamle systemer er ved at blive utidssvarende, og vi har ikke for alvor fået skabt de nye.

Samtidig med at Robert Uggla skar igennem på generalforsamlingen i København, fortalte nyhederne, at Aarhus Universitetshospital måtte aflyse 250 operationer på blot en uge, fordi man manglede medarbejdere til at sterilisere operationsudstyr. Problemet ville formentlig først blive løst 3-4 måneder senere, lød det. Det drejede sig om, at man manglede 15 medarbejdere, hvilket reducerede hospitalets operationskapacitet med 10 pct. Ledelsen havde selvfølgelig fulgt reglerne, havde søgt nye folk, som man skulle, men man have ikke fået ansøgere nok, og samtidig skulle man til at oplære nye medarbejdere, hvilket tog tre (!) måneder. Til sammenligning havde nyuddannede britiske piloter under slaget om Storbritannien i sommeren 1940 i gennemsnit fløjet blot 10 timer i en Spitfire jager, inden de blev sendt op for at møde fjenden.

Spørg enhver lærer, læge eller sygeplejerske, og de vil højlydt stønne ‘djøfisering’. Men det er en billig undskyldning at skyde skylden på økonomer og jurister. Skylden er primært dårlig ledelse.

Jeg vil ikke hænge de ansvarlige fra Aarhus Universitetshospital ud. Så godt kender jeg ikke forholdene, men jeg er sikker på, at var der opstået krig eller en katastrofe situation, ville udstyret være blevet steriliseret. Så var der dukket en leder op, som havde tilsidesat reglerne og fremtvunget resultaterne.

To af de grundlæggende institutioner i vort samfund: undervisningssektoren og sundhedsvæsenet lider under, at netop reglerne kommer før resultaterne. Spørg enhver lærer, læge eller sygeplejerske, og de vil højlydt stønne ‘djøfisering’. Men det er en billig undskyldning at skyde skylden på økonomer og jurister. Skylden er primært dårlig ledelse, det vil sige manglende evne i toppen til som Robert Uggla at skære igennem diskussioner og forvirring.

Resultater er nemlig altid vigtigere end regler. Det kan godt være, der er bureaukratiske regler, som fortæller, hvordan og af hvem operationsudstyr skal rengøres. Men når patienter ikke bliver opereret eller eleverne ikke lærer at læse ordentlig, fordi medarbejderne skal udfylde skemaer og afrapportere, så skærer den gode leder igennem regeljunglen. Og det kan så godt være, at han egentlig ikke har lov ifølge en eller anden kontrakt eller overenskomst, men så må han bede om forladelse bagefter. Ledelse er et langt stykke af vejen netop dét at bryde ud af administrationen på de områder, hvor det etablerede regelsæt ikke virker.

Prisen ved at lade regler gå før resultater er uhyggelig stor. Engang var det at undervise eller helbrede syge et kald. Vi så op til lærere og sygeplejersker, fordi de havde fokus på at hjælpe andre til at blive klogere eller raskere. I takt med, at vi har øget mængden af regler og mængden af kontrol, er kaldet forsvundet og med det arbejdsglæden, stoltheden og resultaterne.

Mange ledere føler sig overvældet af systemet, hvordan kan de dog ændre på det? Det er netop her, lederskabet går forrest og finder vej igennem modstanden og forvirringen – og bagefter tage skraldet for medarbejderne. Jamen, skal en leder da ikke være autoritetstro? Nej. Han eller hun er autoriteten. Man påtager sig et ansvar – ikke for at administrere et system – men inden for etiske grænser at skabe resultater uafhængig af systemer og regler. Virker de ikke, så laver vi dem om, om nødvendigt uden at spørge, og får man bagefter et smæk over knoerne, må man tage det med. Hvis reprimanden betød, at 250 mennesker fik nye hofter og knæ til tiden, så er den til at bære.